Marseille

Vi skal slutte af med manér. Helt uden at vide det bliver det en afslutning som vil noget.

Hvad laver man i Marseille hvis man har en hel solskinsdag til rådighed? Det kan turistinformation fortælle os!

Der er flere museer i det gamle kvarter langs havnen. Man kan også vælge at gå over i borgområdet og ud mod Kennedy Corniche, hvor der er en lille badestrand og mange små fiskerestauranter. Noget forundrede bevæger vi os op af en gevaldig masse trapper for at få at vide, at borgen er lukket. Ned igen.

Vi går ud mod Porte de l’Orient, mindesmærke for faldne, som står og troner ude på spidsen, og nede i dybet på stranden ligger flere hyggelige restauranter. Vi bevæger os nedad. Det ser lidt lurvet og forsømt ud, sæsonen er først ved at begynde. Her trænger til vand og sæbe. Lidt længere ude ligger l’Epuisette. Døren er åben!

Jeg er kun lige trådt indover dørtrinnet, før jeg bliver lidt eftertænksom. Lige inden for døren står 5 tjenere og tager imod min jakke og spørger, om vi har reservation? De finder et bord til to lidt tilbage i lokalet, men med en formidabel udsigt. Vi ser alt hvad der sker på vandet og alt hvad der sker ved bordene ved vinduerne! Der er andre end os som får sig en overraskelse!

Nu er det for sent at bakke ud!

Til frokost skal jeg normalt bare have en Cæsar salat eller salade Nicoise. Det er standard. Gunnar kan godt konsumere lidt mere, selvom vi var enige om, at vi bare skulle have en salat.

Porcelænet, dugen, glassene indbyder til mere end blot en omgang salat. Mens menukortet studeres serveres et par små kanapeer – vidunderlige mundrette velsmagende små ting.

Vi studerer vinmenuen og falder for en Sancerre.

Jeg falder også for en lobster carpatio. Gunnar tager tre retter – en harmonisk trilogi af små lette grønne sager med fois gras og laks, en ovnbagt torsk og en symfoni af små fikse desserter. Jeg glæder mig over min hummer, som sammen med mangocreme smager fortryllende. Jeg nyder i bitte små bidder.

Efter forretten er der en skopudsecremedåse med en lækker kaviar. Blot til at friske smagsløgene, som er ved at gå i coma. De har aldrig prøvet noget lignende.

Gunnar spørger om de kender Guide Michelin. Den unge tjener svarer stolt at de har 1 stjerne. Vi spørger om de kender Noma. 3-4 tjenere viser os venlig opmærksomhed, også overtjeneren. Vi er sandelig kommet i fint selskab.

Gunnars dessert dukker. Jeg skæver lidt til den men nøjes med at se på. Min tur kommer rullende lidt senere med små lette afsluttende chokolader. Hertil nydes en udsøgt kop kaffe.

Eftermiddagen er smuttet i fint selskab. L’addition s’il vous plait! Og jeg er smuttet ned i underetagen, hvor der også er et inden/udendørs bassin til hummeren, som gerne skal fanges frisk!

Jamen, hvor har man lov at være heldig!

Og hvilken finale!

Lanzarote

Her bliver det for alvor interessant. Hvis ikke vi var på vulkaner på Tenerife, så er vi det så sandelig på Lanzarote. Vi er på trekkingtur med en vulkanolog, Marcello. Han ved hvad han taler om, og så bliver det interessant.

I løbet af natten har vi flyttet os 235 sømil øst og lægger til i Arrecife, før vi får øjne. Vi er tidligt på stikkerne, med fødderne i trekkingstøvler, for på kajen venter Marcello. Vi er to små hold, et engelsk og et fransk.

Her på øen bor ca. 114.000 mennesker, 65.000 i hovedbyen Arrecife. Øen er 63 km lang og 22 bred. Den rummer 2,5 mill. turister årligt! Vi kører gennem et landskab med lave, hvide huse. Øens berømte kunstner, arkitekt og skulptør Manrique har sat sit præg, det er tydeligt. Han er ikke mere, døde i 1992, men hans skulpturer står i stort set hver rundkørsel og han har været med til at bestemme, at husene skal kalkes hvide og ikke være højere en 2 etager.

Jorden er flere steder opdyrket. Der forsøges med vinstokke, som graves ned i den mørke vulkanske jord i hulninger, dækkes med 10 cm lapili og skærmes med små hegn eller stengærder mod sandflugten. Her falder stort set ingen regn, så duggen, som opsamles i den sorte lapili, giver væde til vinstokkene. I øvrigt hentes drikkevand fra andre øer eller lande, og brugsvand er afsaltet havvand. Det ser faktisk ud til at lykkes med at dyrke vin! Overalt ser vi disse små gærder til afskærmning af afgrøderne, som også indbefatter kartofler og meloner.

Lanzarote kender mange danskere fra Lazanta Sport, som er en ”danskerkoloni” her på øen. Vi kender faktisk flere som har timeshares. Spiller tennis, golf, cykler og gør ved. Men det skal vi ikke, vi skal på vulkaner.

Der er en stor nationalpark og en naturpark. Vi skal i naturparken, for her må man gå rundt, men kun på afmærkede stier. Når man går i hælene på en vulkanolog kan man stille en masse spørgsmål, men Marcello fortæller gerne og beredvilligt. Vi vandrer i det, som kaldes ”badland” på stier belagt med lapili. Overalt er landskabet som en pløjemark, blot meget grovere og af sten.

Der er forskel på vulkanske landskaber. Stor forskel. Dette landskab er så goldt og uforandret gennem århundreder, fordi der ikke falder noget vand. Til forskel fra f.eks. Hawaii og Påskeøen, hvor vulkanerne er beklædt med træer, buske og i det hele taget er grønne, fordi de får så meget regn.

Her er kun spredt vegetation, en slags geranium, ionium og, lidt overraskende, figentræer, men kun meget få.

Vi går langs fire vulkaner, kegler. De var sidst i udbrud over en periode på 6 år, fra 1730-36. En lille landsby, Santa Catalina, bestående af 40 huse og en kirke, blev dækket af en lavastrøm. Alle byens beboere blev reddet, da lavastrømmen kom langsomt glidende. Lavadækket er fra ½ til 40 m tykt.

I en vulkan i udbrud er der først magma inde i vulkanen. Temperaturen her er ca. 1000-1100^o.  Det vulkanen spyer ud er vulkanske bomber, slagger, lapili og aske. Bomberne er tunge som granit og store. Slagger er mindre, porøse og lette. Lapili er små sten (ral) som flyver op i luften. Og asken, det allerværste, lægger sig som et tyndt lag flager over det hele.

Det første liv efter udbrud og flere år er insekter. Derefter kryb og planter. De første planter er lichen (lav). De eneste dyr her er harer.

Mine fingre skriver på iphonen samtidig med at jeg skal holde balancen og se alt det spændende. Vi bevæger os heller ikke så hurtigt frem. Flere kommer til skade i faldet, fordi lavaen skærer som glasskår. Marcello har forbindingskassen i rygsækken! Det er umuligt at gå her i små sko, det kræver anderledes tykke såler af færdes her.

Efter anstrengelserne sidder vi i den nye marina og sunder os. Her er meget indbydende og rart. Det er søndag, så butikkerne i hovedgaden er lukkede. De holdt ellers åben om formiddagen for Costa, men på det tidspunkt havde vi travlt med noget andet!

Det var vores første møde med Lanzarote. Men ikke vores sidste.

De Kanariske øer

Tenerife

Det er et dejligt og glædeligt gensyn med Tenerife. Vi var her for snart 30 år siden, men dengang i Los Christianos på sydsiden af øen. Denne gang lægger vi til i St. Cruz i nord.

Tenerife er størst og højest af de i alt 8 øer som udgør de Kanariske øer som er spansk territorium. Spanien har i alt 17 autonome kolonier som er selvadministrerende. På alle 8 øer tilsammen bor der knap 1 million mennesker. Her i St. Cruz 200.000. Så det er en by af anseelig størrelse.

Teide er den alt dominerende turistattraktion. Lige meget hvor på øen du befinder dig, troner den på midten af øen med sin mangefarvede kegleform. Den rager 3700 m op. Tidligere var det en sukkertop. For små 30 år siden var der sne på toppen, det er der ikke mere. Kun spredte sneklatter på nordsiden hen til maj.

Vi er på bustur til det unikke vulkanske landskab omkring Teide. Det 19.000 hektar store område, som nationalparken udgør, var det oprindelige krater. For 15.000 år siden kom bjerget i udbrud og efterlod den 1700 høje kegle, som er Teide. Rundt om bjergtoppen ligger det kæmpe månelandskab. Det er et fantastisk landksab. De farver man ser i det golde stenede landskab kan ikke tælles.

Teide var sidst i udbrud i 1905. Men regner med at det sker ca. hvert 100. år, men der er ikke sket noget endnu! Der måles og gøres ved hver dag, så man er godt forberedt, hvis det skulle ske!

Som dagen skrider frem, kommer skyerne ind fra nordvest og lægger sig som et tæppe over hele den nordlige del af øen. Det er svært at se sig mæt.

Eftermiddagen tilbringer vi i byen. Vi befinder os kun 265 km fra den Afrikanske vestkyst, men handel, transport og orientering går mod Europa. Det er tydeligt, når man går i byen. Meget europæisk. Vi føler os lidt hjemme her.

Stormvejr om bord og en lang sang fra de varme lande

Vi oplevede en stille sø i de fire dage vi sejlede i det sydlige Atlanterhav fra Namibia til St. Helena. Her omkring ækvator er vinden igen taget lidt til, men stadig ikke noget der overhovedet nærmer sig det, vi oplevede i Stillehavet og de Indiske Ocean. Atlanterhavet et i det hele taget mere fremkommeligt end andre oceaner, som vi oplever det.

I en korridor omkring ækvator med ca. 25^o på hver side, svarende til ca. 5000 km, mellem den sydlige vendekreds, Enhjørningen, og den nordlige vendekreds, Krebsen, blæser det igen. Fra den sydlige vendekreds blæser vinden fra syd-øst, fra de nordlige fra nord-øst og mødes således på den amerikanske østkyst. I tidernes morgen udnyttede sømændene, f.eks. Columbus og andre opdagelsesrejsende, denne vind og sejlede over Atlanten omkring ækvator. Det læser jeg i dag i ”News from the bridge”. Det er vores Kaptajn Francesco Serra der ved alt det og giver sin viden videre. Vi takker for de kloge ord!

Afrika

Jeg er ret træt af at sejle!

Afrika er et stort land. Det har jeg ikke glemt, men at det er så stort kommer bag på mig. Fra Kap Det Gode Håb og til Gibraltar er der i alt 14 sejldage. Vi kunne godt sejle hurtigere end de 18-19 knob vi tilbagelægger i timen, men Francesco har god tid. Åh ja, der er langt. Et slag på tasken er 8-9.000. Så lang er Afrika!

Når vi når målet i Savona, har vi sejlet godt halvdelen af tiden. Jorden er på ækvator 40.075 km i omkreds, vi tilbagelægger ca. 55-60.000 i en zig-zag kurs rundt om jorden. Det er altså mange kilometer, og man kan godt blive lidt mør og ør i krop og sjæl. Det kan godt være, at der går et år eller to før jeg indvilliger i et nyt cruise!

Vi har været heldige i mange henseender. Vi har kun haft en lille snert Costa-hoste og en god portion hjemve. Andre har måttet døje med det der er meget værre!

Sygdom

På et 4 måneders cruise som dette med passagerer med en gennemsnitsalder på +/- 75, kalkulerer Costa med at ca. 55 lader livet per år. Statistisk vil ca. 18 skulle forlade denne jord i løbet af 4 måneder, hvilket var tilfældet for 2 år siden. Der er ingen forlydender om hvor mange som har sat træskoene denne gang. Det er jo ikke noget de skriver om i det daglige skibsblad. Men der er blevet set kister bugseret i land.

Der har været rigtig mange syge. Alle har været syge. Alle har haft Costa Cough en eller flere gange. Den person, som har mest travlt på skibet, er il dottore. F.eks. ved vi at der i Port Louis på Mauritius, efter 7 dage i søen, holdt 5 ambulancer og ventede på at bringe tilskadekomne til hospitalet. Der var tale om brækkede lårben, hofter, arm og et par hjertetilfælde.

Hjemsendte

I vores købskontrakt må der stå noget med småt eller mellem linjerne, som ikke ret mange har læst. Vi har f.eks. ikke læst det, men vi har erfaret, at flere er blevet sendt hjem i utide på en enkelt billet. De tilfælde er mere end bare få. Hvis ikke du udviser en acceptabel adfærd, har Costa myndighed til at sende dig hjem. Der er mange sjove og underholdende historier. Det er noget vi snakker en del om, og vi har en kilde ved vores bord, som er ret pålidelig. Han kender rigtig mange andre passagerer og kan næsten hver aften berette videre på en spændende føljeton. Der er en i øjeblikket, som vi følger meget intens med i.

Vi har et teater, som er velbesøgt. Der er al mulig forskellig underholdning. Tit kommer nogle fra de steder, vi besøger, om bord og giver et nummer. Det kan være brasilianske, australske eller afrikanske dansere eller sangere. Det er ikke så tit vi er i teateret, det er efter vores lukketid.

I teatersalen er der handikappladser, selvfølelig primært forbeholdt handikappede. For nylig var der afrikansk aften. Der er et norsk ægtepar, hvor hun er dårligt gående. Hun går med krykker. Hun er selvfølgelig berettiget til handikapplads. I nærheden af handikappladserne sidder Tom allerede. Han er også norsk, i kørestol, han er lam fra brystet og ned, men har arme som en bryder.

I løbet af de første minutter opstår lidt tumult på handikappladserne. Et rask fransk ægtepar vil ikke flytte sig for den norske dame med krykker. De begynder at skændes højlydt, den franske mand skubber til den norske dame, og den franske dame river den norske dame i håret, som råber højt. Den franske mand bøjer sig frem, og pludselig sidder hans hoved i saksen, i Toms højre arm. Det er en form for selvtægt, men Tom er meget impulsiv og hjælpsom. Security tilkaldes, men det franske ægtepar er forduftet, da Tom har løsnet grebet.

Der går en dag, der går to. Franskmændene er forduftet. Ingen ved hvad de hedder. Det norske ægtepar går tur på dæk tre, hun udstyret med kamera. Hvis nu de skulle møde franskmændene! Og der er de så. Hun knipser et par billeder. Franskmanden hugger kameraet fra damen og fordufter. Security tilkaldes. Nu er der tale om både vold og tyveri. På overvågningskameraerne finder man frem til episoden. Ja, der er tale om, at franskmanden hugger kameraet ud af hånden på den norske dame. Nu ved man hvem synderne er.

Nu mægles der. Vi er alle enige om, at det franske ægtepar burdes sendes hjem per omgående. Men det viser sig, at de er gode Costa-kunder. Folk brokker sig og er utilfredse. Det norske ægtepar tør ikke gå alene rundt, da de er bange for at blive overfaldet. De vil gerne hjem. Løsningen - som ikke er tilfredsstillende, men som accepteres – bliver, at det franske ægtepar kommer i husarrest og kun må gå ud ledsaget af Security.

Det franske ægtepar bor i en luksuskabine her agter på 7. etage, lige rundt om hjørnet fra vores kahyt. Det er et livligt hjørne. Det norske ægtepar er også under ledsagelse, da de er bange.

Vi har jo tidligere haft et ægtepar som var i husarrest, også her agter på 7. Security holdt 24 timers døgnvagt ved damens kahyt, mens manden var indlogeret i en anden kahyt et andet sted, også med vagt. De måtte på intet tidspunkt se hinanden, mens de var om bord. Det handlede om at manden havde set en anden fransk dame lidt for dybt i øjnene, og konen havde prøvet at hoppe over bord for at gøre en ende på det hele. De blev sendt hjem fra Tahiti på en enkelt billet.

Der er også historien om to andre ægtepar. Igen franske. Det må være noget med det sydlandske temperament! De sidder en aften og ser på brasilianske dansere. Der er ikke stole nok, og et fransk ægtepar sætter stole op – foran nogle andre franskmænd, som så ikke kan se danserne. Håndgemæng og gnubbede ord på fransk. Det bliver til direkte slåskamp mellem de to mænd. Security får skilt dem ad. Begge par blev sendt hjem på en enkelt billet per omgående. De var åbenbart ikke særligt gode Costa-kunder!

Helt tilfældigt kender vi nogle englændere, som bor i indvendig kahyt. De var trætte af deres manglende mulighed for at gå eller bare se ud. De ville gerne opgraderes, men der var ingen ledige kahytter med balkon på det tidspunkt. Men pludselig bliver der en ledig kahyt til vores englændere. Mod betaling, forstås!

Der har også været et selvmord. Netop ved at hoppe over bord. Tilfældet er set på overvågningskamera, men personen aldrig fundet.

Ja, det er en gruelig masse historier. Jeg lader dem straks gå videre.

Skærmydsler ved aftensmaden

Man kan med en livlig fantasi som min godt forstille sig, at mennesker, som sidder sammen hver aften, kan løbe sur i det. Det sker nu ikke hos os. Vi har et ualmindeligt godt og hyggeligt bord, vi er syv personer. Det skal der ikke laves om på. Men det er jo tydeligt at se rundt omkring os, hvordan folk forsvinder.

Og det muntre hjørne

Vi spiser aftensmad med Oda og Kristen, Lisbeth og Preben og John. John kom til fordi der var lidt uro omkring hans bord. Men vi hygger os gevaldig. Vi skal ikke lave om på noget. Oda og Kristen bor ved siden af os. Vi deler lydmur!

Oda og Kristen er lune thyboer. De har givet hinanden deres ”ja” for 50 år siden og denne verdensomsejling i guldbryllupsgave. Så vi har netop fejret guldbryllup efter alle kunstens regler. Der var ”Det er så yndigt at følges ad” fra 15 danske struber til morgenvækning. Der var ikke et øje tørt. Derefter fint morgenbord i restauranten. Om aftenen samlede Oda og Kristen 15 danskere til middag i Club Deliziosa, så der var dømt danskeraften med god mad, godt humør og mange historier.

Blandt de 35 danskere ombord er der 6 som bor på Grønland og har boet der i 30-35 år. De har nået pensionistalderen og tænker så småt på at flytte hjem til Danmark. Men det er en svær beslutning at skulle efterlade børn og børnebørn i Grønland.

Anton har arbejdet for Tele Grønland og kender Grønland ind og ud. Han har været alle steder sammen med sin kone, Hanne. Han har holdt to foredrag om Grønland for hele flokken af danskere.  Vi er vilde med Grønland og må bare dertil igen. Det bliver nok Østgrønland næste gang, da vi har oplevet vest. Vi har rejst meget i denne verden, det vil jeg gerne medgive. Men Grønland er det sted i verden som overrasker mest. Det er vi enige om.

Yderligere fra det muntre hjørne kan jeg berette, at der har været et show i teatersalen, hvor besætningsmedlemmer har optrådt. Barservice, Security, Tour Team, Customer Service, alle disse dejlige mennesker har andre talenter, end dem de udviser i hverdagen. Denne talentmasse har været det bedste show under hele rejsen. Når jeg ser min italienske instruktør, Daniella, optræde i et sekretærnummer og vores bridgeinstruktør, Paulo, i et komisk akrobatnummer, er det meget, meget morsomt. At Paolo, som er en meget lille mand med paryk og forskelligt farvede briller, vil kaste sig ud i sådan et nummer, viser hvilket format han faktisk har. Han vokser hver dag i min estimering og bliver en endnu større darling!

Og fra den tragikomiske afdeling kan jeg berette, at der er flere grunde til at tage med en organiseret Costa-tur i stedet for en privat arrangeret taxa-tur. Vi sidder ved Gunnars fødselsdagsselskab og hygger os gevaldig. Der er afsejling kl. 20. Jeg undrer mig godt nok over at vi midt under udsejlingen næsten stopper helt op. Det viser sig, at et tysk ægtepar har været på taxa-tur og runder kajen i taxa med hvinende dæk - efter at vi har lagt fra kaj og afsejlingen gået i gang. Francesco bag roret ser det og tænker, at han vil sagtne farten for at se, om ægteparret kan finde en båd og sejle ud til os. Da det ikke sker, sætter han dampen op igen og efterlader ægteparret på kajen. De finder forhåbentlig et fly og møder os på vores næste destination, Tenerife.

Cap Verde

Praia

Vi lægger til i hovedstaden Praia på øen Santiago i øriget Cap Verde.

Da vi var i Cap Verde første gang i Mindelo på Vincente i starten af vores jordomsejling søgte jeg informationer på Wikipedia. Nu er vi er på en kultur-tur med Ellydy. Kultur i Cap Verde. Lad os se, hvad der er at byde på her!

Det gør hele forskellen. Ellydy er en ung mand som brænder for sit fædreland og kan fortælle om begyndelsen, og han gør det med en entusiasme, som smitter.

Der bor i alt 570.000 mennesker på disse øer, som ligger spredt her 600 km fra Afrikas vestkyst. Det tager 18 timer at sejle fra den sydligste til den nordligste ø. Normalt flyver de mellem øerne. Det er en meget blandet sort befolkning. Smukke ranke, nogle høje, mennesker. Her i Hovedstaden Praia bor der godt 100.000.

Det er en by i udvikling. For 4 år siden fik de en ny præsident, som er ved at få styr på tingene. Ellydy ser gerne at han bliver genvalgt. Præsidenten er ved at få styr på renovation. Her flyder ikke med skidt og møg, som vi har set mange andre steder.

Et tilbagevendende problem alle de steder, vi har været, er de vilde hunde. Folk synes hvalpe er nuttede, men så bliver de trætte af hundene og de bliver omflakkende, vilde, sygdomsbefængte. Her i Praia er alle vilde hanhunde blevet kastreret.

Tilbage til tidernes morgen blev øerne opdaget af en portugiser i 1416. Det forblev en portugisisk koloni indtil uafhængighed i 1975. Tidligere var det en slaveø. Siden hærgede pirater og smuglere og andre kriminelle.

Men frihedskæmperen Amilkar Kabral, født 1926, slog sig ned her på Kap Verde og kæmpede for øernes uafhængighed. Han blev dom myrdet i 1973. Men han havde formået at så et frihedsfrø som spirede, og øerne blev uafhængige to år efter.

Der er mange smukke huse bygget i 1800-tallet i portugisisk colonial style. Det er tydeligt, at det har været smukke huse. Flere er ved at blive restaureret. Der er en forordning der siger, at husene kan gennemrestaureres og moderniseres indvendig, men det ydre må ikke ændres. Det skal være den gamle kolonistil. Den eneste bygning, som er bygget i en helt forkert betonkommunistisk stil er parlamentet!

Flaget over præsidentens kommende bolig vejrer smukt i brisen. Det blå symboliserer himmelen for oven og vandet for neden, hvidt for fred, rødt for alt det blod der er udgydt og 10 stjerner for 10 øer.

Der er i de senere år kommet mange kinesere til. Det er dem som driver alle forretningerne, mens de lokale må lukke. Det samme har vi set andre steder de sidste 4 måneder på vores rundtur. Men det er almindelig kendt at kinesere er dygtige forretningsfolk. Det er et problem her, hvor der er 20 % arbejdsløshed.

Der er ingen olie, guld, diamanter eller andre råstoffer i denne vulkanske jord. Det er småt med vand og energi. På det seneste er der investeret i vindmølle- og solenergi. Men der er lang vej endnu. Deres eneste eksportvare er lidt fisk og forarbejdet fisk. Alle landbrugsvarer er til eget forbrug.

Efter sådan en eftermiddag i godt selskab med en engageret ung mand kan vi kun ønske held og lykke med fremtiden. Den ser bedre ud her end så mange andre steder, synes jeg.

St. Helena

Jamestown

Forholdene omkring Sankt Helena er lidt specielle. Det er en dejlig, grøn, lille vulkansk ø. Her bor 4500 mennesker – kan man sige – i et lille øsamfund. Nogenlunde samme antal mennesker som på vores Deliziosa. Øen er 20 km lang og 15 km bred.

Øen er Britisk territorium, altså modtager øen subsidier. Territoriet omfatter også de to øer Ascension og Tristan da Cunha. På St. Helena er man ved at bygge en lufthavn og en lidt større havn. Og så skal telefon- og internetforbindelsen optimeres. Der er ingen mobildækning!

Forbindelsen til fastlandet går via skib, som sejler til Cape Town. Det tager 5 dage, og undervejs lægger de til ved de to andre øer.

Napoleon d. 1 henslæbte sine sidste år her som fange. Man kan vist godt kalde det luksusfange, specielt set i lyset af Nelson Mandela og de forhold han blev budt. Napoleon boede 6 år i et pænt stort hus med smuk have, gartner og andre tjenende ånder og red rundt i området til hest. Jeg tror mere det var et asylum, men lige her og nu er jeg ikke stærk i den franske historie omkring Napoleon.

Det sjove ved grav- og landstedet er, at de er fransk territorium sv.t. 14 km². Fint at de to kan finde ud af at dele, synes jeg. Det hele står på fransk omkring Napoleon. På resten af øen er skiltningen engelsk! Denne Napoleon, for der er jo to (?) levede fra 1769-1821. Hans legeme blev begravet midt på øen, men er siden blevet flyttet til Paris i 1840. Gravstedet besøges flittigt og er en turistattraktion. Her er ganske kønt!

I det hele taget er der meget smukt på denne lille perle af en ø. Vi besøger også guvernørens hus, Plantation House, som er et smukt gammelt mansion bygget i 1792. Men mere interessant er husdyrene. De holder skildpadder, og her går verdens ældste dyr, Jonathan, en skildpadde af hankøn, med 183 år på bagen. Det er lidt godt gået. Der er i alt 5 store skildpadder her og en tennisbane. Det rykker lidt i en tennisspiller!

Der er slået stort partytelt op i haven. Vi tænker at det måske er fordi vi kommer forbi, men det er det ikke! I morgen fejrer de deres regent dronning Elisabeths 92 års fødselsdag. Det er godt nok et par dage før den rigtige fødselsdag, men det er fordi det er lørdag!

Vi kører tilbage til Jamestown, hovedstaden med 1000 indbyggere. En gammel, lidt forsømt by, men interessant at besøge. I byens udkant er Jacob’s Ladder, som fører op til øverste etage af byen - 183 m og 699 trin, bygget i 1829. Jeg tager turen ned og møder mange med sved på panden på vej den anden vej!

På denne trappe samt mange andre steder på øen er der en helt vidunderlig udsigt. Det er en smuk ø.

Overraskende og dejligt at besøge ukendte mål.