Tahiti

Her er et hav af øer. I denne del af Stillehavet sejler vi hele tiden forbi en grøn ø. Ikke så mærkeligt, for Fransk Polynesien består nemlig af 118 øer med i alt 280.000 beboere. Ikke alle er beboet. Tahiti er den største, og her bor 178.000. Hovedstaden hedder Papeete, og alle vokaler udtales! Her bor 28.000.

Fransk Polynesien består af mange forskellige øgrupper – Marquises, Australes, Society Islands o.a. Tahiti er en af Selskabsøerne, sammen med Moorea og Bora-Bora som vi skal besøge de næste to dage. De ligger lige i nærheden, så det tager mindre end 1 time at sejle til dem.

 

 

 

Tahiti er en dejlig oplevelse,. Der er en kystvej hele vejen rundt om øen, og den er kun 120 km lang. Det er også her ude langs kysten at folk bor. Inde på øen er der tre vulkanske bjerge, som er godt 2000 m høje. De var sidst i udbrud for 600.000 år siden, da selve øen opstod i vulkanske udbrud. Så det er en meget ung ø!

Det med at det er en vulkansk ø ses tydeligt, da strandene er sorte. Men et stykke fra kysten er havbunden kridhvid. Her har koralerne gennem årtusinder afgivet små sandkorn, som udgør det hvide sand. At snorkle her er en fryd – millioner af skønne fisk og koraler i fantastiske farver. Her kunne jeg ligge og flyde med en vis legemsdel i vandskorpen i timevis, men desværre er der kun afsat 2 timer.
Vi kører en tur ind på midten af øen. Her kører man det sidste stykke i det 7 km brede krater. Her er regnskov, og her er varmt. En meget fugtig varme. Ned af de næsten lodrette kratervægge vælter små og store vandfald. Her er meget grønt, og meget smukt.
Ude af regnskoven tager vi til en af de utallige strande, som omkranser øen. Men her hen på eftermiddagen kan man næsten ikke gå med bare fødder i det sorte sand fordi det brænder. Men bølgerne svaler godt ned, efter at kropstemperaturen har været oppe og ringe.

Paul Gaugain slog sine folder her for godt 100 år siden. Vi ville gerne have været på Gaugain-museet på den anden side af øen, men det er under restaurering. Vi ser kun den østlige del af Tahiti.

Det' for børn - Frit fortalt efter Mytteriet på Bounty

For mange, mange år siden. Cirka 250 år. Bønderne i Danmark var trætte af at herremanden skulle bestemme alt. Også andre steder i Europa var der uro. I Frankrig var befolkningen utilfreds og ville ikke finde sig i, at kongen skulle bestemme alt. De skulle bare gøre som kongen befalede. Folk gjorde oprør og så kom den franske revolution.

Der fandtes ikke tog og biler. Heller ikke flyvemaskiner. Men der var masser af skibe.

Vi er i 1789. Den engelske kaptain Cook har været på langfart i mange år og sejlet omkring Australien, New Zealand og mange andre øer. Han kommer hjem til England og fortæller om alle de skønne træer og planter, som findes ude i den verden. Nogle af træerne har høje slanke stammer med en masse strittende blade i toppen. Og under bladene hænger der nogle store brune bolde, som man skal sørge for ikke at få i knolden. Men hvis man får hul på den store brune bold, er der hvid mælk og noget hvidt sødt og spiseligt inden i.

Den engelske flåde sender det gode skib Bounty af sted med Bleigh som kaptajn og Fletcher som 1. styrmand samt en besætning på 36 mand og proviant til flere måneder. Bounty skal på langfart ud og finde nye planter og frugter, som de kan tage med hjem til England.

De sejler i lang tid i al slags vejr. Ofte er det et voldsomt uvejr, vinden river og flår i sejlene. Nede syd for Australien, i det Tasmanske hav, oplever Bounty de allerværste storme og de højeste bølger. Søen er så voldsom, bølgerne er 10 m høje, og ofte slår de ind over rælingen. 

De har sejlet i flere måneder. De er nu kommet øst for Australien og New Zealand. Madforsynin­gerne er ved at slippe op. Det kan ikke vare længe, inden de er ved de øer, som Cook fortalte om. Øerne hvor der vokser træer med skønne, spiselige frugter.

Øerne skulle ligge lidt øst for New Zealand, men det gør de ikke. Det viser sig at der er meget længere ud til øerne, end de først regnede med. Der er nu ikke mere mad om bord. Stemningen blandt besætningsmedlemmerne er rigtig dårlig. De begynder at skændes og sige grimme ting til hinanden.

En april morgen er Fletcher og flere af sømændene så sultne, at de går amok. De går til angreb på kaptajnen. Pludselig ser Bleigh sin 1. styrmand med en bajonet i hånden og bag ham ser han flere af sømændene. Fletcher beordrer Bleigh og halvdelen af besætningen i en jolle, som er redningsbåden om bord på Bounty.

  

De kan lige nøjagtig være i båden, 19 mand. Båden er stuvende fuld. Der er ikke plads til flere. Fletcher sætter alle sejl på Bounty, og sejler hurtigt væk fra jollen. Bleigh og de 18 sømænd må sejle deres egen sø. De driver om på havet i 47 dage, sultne, tørstige, forkomne og kede af det, da de endelig får land i sigte. Derefter får de fat i et større skib og proviant. Bleigh og de sømænd, som har overlevet den farefulde sejlads i jollen, sætter nu kurs hjem til England. Her modtages de af kongen og bliver hædret for deres farefulde og svære færd.

Fletcher er i mellemtiden med Bounty og sine sømænd nået frem til Tahiti. Her er der en masse skønne damer i bananskørter, som Fletcher inviterer med om bord. De får også mad og en masse drikkevarer med. Sådan nogle sømænd er altid tørstige. Det bliver de af at opholde sig så meget i det salte hav. Så sejler de videre og kommer til øen Pitcairn, hvor de går i land. Det er en grøn og frodig ø, med masser af træer og buske og græs. Her finder han de skønneste træer og palmer med spiselige frugter.

Fletcher er godt klar over, at han står til at blive slået ihjel, når den engelske flåde finder ud af, at han har begået mytteri på kaptajn Bleighs skib Bounty. Fletcher og alle hans mænd vælger derfor at blive på øen og holde sig skjult for skibe, som sejler forbi. For at slette alle spor sætter de ild til Bounty, som går til bunds.

Der ligger Bounty på havets bund i Bounty Bay på Pitcairn Island den dag i dag.

Tak – er kun et fattigt ord

Det er jo fantastisk at fejre fødselsdag her omme på den anden side af jorden. Aldrig har jeg fået så mange hilsener og lykønskninger. Jeg har også fået gaver, vers, kort fra Francesco og lagkage. Gunnar har foræret mig et halssmykke. Så, jo jeg er virkelig blevet fejret og begavet.

Vi spiser normalt aftensmad i restaurant Albatros sammen med Oda og Kresten og Lisbeth og Preben. Vi seks har hver aften et par meget hyggelige timer sammen. Men i dagens anledning har vi inviteret dem i Club Deliziosa, hvor man får lidt ekstra raffineret mad og fødselsdagschokoladekage til dessert. Og så ligger det på 10 etage, med fantastisk udsigt – over havet og solnedgangen.

Jeg er desværre ikke på Facebook mere. Min konto er blevet lukket, fordi jeg har lavet et eller andet rod med den. Men jeg får stadig ”notifikationer”, og dem har jeg fået rigtig mange af i dag med ”tillykke med fødselsdagen”. Tak for det alle Facebook-fans.

Vi har Facetime’t med børn og børnebørn, og de har sunget fødselsdagssang for mig, så tårerne trillede. Det er ellers svært at få en ordentlig forbindelse her så langt ude på havet. Men vi havde fornemt besøg, så alle de andre passagerer var optaget af at se på disse gæster. Derfor var der rigtig god plads til os.

Gæsterne var lidt specielle. Og lidt uventede. Vi sejlede rundt om Pitcairn Island. Som om jeg vidste hvad det var! Vi har tidligere sejlet forbi øer. Men specielt denne ø har en historie, som jeg vil prøve at fortælle en anden dag. Det var nemlig her Mytteriet på Bounty foregik for 250 år siden. På denne ø bor der nu 60 mennesker, og de var sejlet ud til os med deres forskellige hjemmesløjd og kunsthåndværker, som var til skue og salg på 9. etage. Det var et stort tilløbsstykke.

Vi fortsætter med at sejle vestpå til vi rammer Tahiti om 3 dage. Her havde jeg glædet mig til at se Gaugain-museet, som jeg - til min store ærgrelse - hører er lukket. Men der er nok en masse andet spændende på Tahiti.

Tak til jer alle fordi I er så søde og komme med alle de lykønskninger og dejlige kommentarer til bloggen. Det får mig til at fortsætte.

Det er stadig svært at være uden sine kære, specielt i dag. Men jeg har Gunnar ved min side.

Stille tanker på det stille ocean

Tenderbåden var fyldt til sidste plads, da vi sejler i land på Påskeøen. Sidste mand om bord er en uniformeret mand med rygmærke: PDI. Policia de Investigaciones de Chile.

Nøjagtig som for to år siden, så sker der noget med folk, når de bliver lukket inde på et skib og ikke kan komme ud. Klaustrofobi, tror jeg, det hedder! De fleste har det fint med at færdes frit på skibet, der er plads nok til os normale. Vi ligefrem trives med denne uforpligtende livsførelse for en kortere periode. Der er tid til at læse, skrive, tænke tanker, lære italiensk, spille bridge, sidde og snakke.

Og så går der rygter, og rygter bliver til historier. En fjer bliver til fem høns! Dem tror vi ikke på. Vi vil have syn for sagen.


Vores genbokabine er bevogtet med sikkerhedsfolk i vagtskifte. Det har den været i mange dage nu. Nysgerrigheden vækkes. Vi taler lidt om det ved frokost. Nogen ved noget, andre spærrer øjnene op og lytter.

For 3 nætter siden blev en person på agter-WebCam filmet i sit spring i havet. Formentlig planlagt. Det melder historien ikke noget om.

Alderssammensætningen er jo i den sidste ende, gennemsnitsalderen er vel ca. 70. Der er mange handikappede, både fysisk og psykisk, mange i kørestol eller med krykker. Vi er af og til på tur med en meget ung mand som er lam fra halsen og ned og han skubbes trofast i kørestol af sin kæreste. De fleste andre er noget ældre. Et andet markant par er en ældre herre, som trækker rundt med sin hustru ved hånden. Det er tydeligt, at ånden har forladt hende og hun kigger fortabt ud i luften med åben mund. Sådan kan jeg fortælle mange historier om ægtepar som har valgt at tage denne rejse, før det er for sent. For at få denne sidste oplevelse sammen.

Tilbage til den bevogtede kabine. Et andet sted på skibet er en anden kabine bevogtet på samme måde. Mand og kone er i hver sin kabine. For nogle dage siden var de mand og kone i samme kabine. De er franske.

Konen har prøvet at tage sit eget liv, hvilket mislykkedes. Manden tog sig nogle friheder, som konen ikke kunne acceptere. Denne ulykkelige hændelse og den tidligere nævnte med manden, som sprang i havet, har krævet politi om bord til at undersøge de nærmere omstændigheder.

Når konen skal til frokost, er det med vagt. Ligeså manden fra sin kahyt. Og de skal helst ikke spise i nærheden af hinanden. Med andre ord, de må ikke se hinanden.

Hvor længe denne episode trækker ud, ved vi nu. De bliver om 5 dage sat på et fly på Tahiti, formentlig med vagt, og dermed er historien slut for vores vedkommende. Men vel ikke for det splittede ægtepar.

Jeg har hele tiden sagt, at franskmændene er de værste. Deres temperament, selvforståelse, ophøjethed er i en særklasse. Selvfølgelig ikke alle franskmænd, men når der er optrin eller hændelser, indgår ofte en franskmand.  

Og nyt fra bridgefronten

Her er henholdsvis Ursula aus München og Paulo, the bridge master.
















Forleden ved bridgebordet kastede en franskmand kortene i hovedet på konen og forlod lokalet i et noget forceret tempo. De tre efterladte måtte så til at udrede kortene og få lagt dem i de rigtige foldere. Kortene skal jo videre til næste bord, helst i den rigtige orden.

Vi veksler lige et par ord med et andet fransk ægtepar. Vi sejler mod Polynesien, troede  jeg. Nej, FRANSK Polynesien. Jeg bliver belært om, at Tahiti er fransk og at man taler fransk der. Nyt for mig. Af og til føler jeg mig lidt ignorant i fransk selskab. Men jeg giver igen.

Bora-Bora er amerikansk! Nej, nej. FRANSK, siger damen. Hold da op, hvor jeg føler mig dum. Moorea er Amerikansk! Nej, nej. FRANSK. Så er det, der melder sig en tanke, som fødes helt bagest i mit hoved. Nå, ja, det er jo der franskmændene foretog atomprøvesprængninger for en del år siden. Så fik jeg lukket munden på den ophøjede franske dame. Og spillet kan begynde! De ender i 4 spar, jeg dobler, og de går 4 ned. 800 til os. Sådan!

Tonga er amerikansk.

Påskeøen – Isla de Pascua

Denne lille trekantede ø med en vulkan i hvert hjørne er på størrelse med Ærø x 2, 26 km på det bredeste. Den har fået dette navn, fordi hollænderen Roggeveen i 1722 kom til øen påskedag. Han fandt disse besynderlige kæmpe stenfigurer spredt rundt om på øen - få stod op, de fleste lå og endnu flere lå i stykker. Hvad betød disse figurer, og hvem havde lavet dem? Hvornår? Hvorfor?


Der er en international flyveplads med en 3,6 km lang runway. USA har stor interesse i en velfungerende lufthavn netop her halvvejs over Stillehavet. Hvis et fly skulle have brug for at nødlande, er denne ø midtvejs af stor strategisk betydning. Driften af lufthavnen støttes derfor med amerikanske dollars.

Det faktum at det er det sted i verden, der ligger længst væk fra nogen anden civilisation er i sig selv ret interessant. Der er knap 4000 km til nærmeste nabo i alle retninger. Den oprindelige befolkning anså sig selv for tilhørende den polynesiske, men det har fremmede magter ikke været enige i.

Øen har altid været omgærdet af mystik og har fra tidernes morgen tiltrukket manges opmærksomhed. Derfor har øen gennemlevet en meget omskiftelig og brutal tilværelse. Der har været drevet rovdrift på øen og dens urbefolkning - rapa nui. Øen har været under forskellige herredømmer og interesser, og der har været drevet voldsom slavehandel med de indfødte.

I dag bor der ca. 6000 mennesker på øen, som i dag hører under Chile. Under dette herredømme er det lykkedes at få etableret en balance som for en almindelig turist ser meget fornuftig ud. Her er velstand, veluddannede, smilende og gæstfri mennesker, som primært lever af turisme. Det kan de takke de store stenfigurer for.

Der kommer ca. 90.000 turister til øen, inklusiv 12-19 cruiseskibe, per år. De fleste af øens befolkning er beskæftiget med turisme, men der produceres også bananer, sukker og ananas til eksport.

UNESCOs naturarv liste har lagt en beskyttende hånd over de store figurer. De forskellige turistattraktioner, som relaterer sig til figurerne: vulkankraterne, stenhuggeriet, platforme – ahu, stenfigurer – moai, samt landsbyen Orongo, hvor de mærkelige fugleæg-ceremonier fandt sted, er restaurerede og sat i system. Alt fremtræder meget velholdt, turistvenligt, men også meget ”turistet”!

Venessa er indfødt. Hun har studeret 5 år i Santiago, ligesom mange andre unge fra øen. De kommer til fastlandet og studerer for et meget lille beløb, så kontakten til Chile er stor og tæt. Det kan godt være, at mange unge tager ud i verden og uddanner sig, men de kommer næsten alle tilbage. Venessa kom tilbage efter at have studeret ”sin egen Påskeø”, fordi hun ville arbejde med turister. Hun er stadig ung og ny i faget.

Vi besøger flere sites. Nogle steder er der 15 restaurerede stenfigurer på rad og række stående ret op og ned på deres ahu, andre steder kun 11 eller 7 eller færre. Disse platforme findes rundt om på øen. Figurerne er 4,7 helt op til 20 m høje og 1 til 4 m brede. Nogle har på toppen en rød tønde – pukao, som udgør håret. Figurerne er hugget ud i den vulkanske masse – tuf, den porøse stenart som opstår, når magmaen hærder. Derefter er de kuret eller rullet på træstammer ned over bjergsiden, rejst op, rokket på plads, fået udhulet øjenhulerne og færdiggjort på bagsiden. Nogle har til sidst fået en pukao på toppen, en rødlig tuf.

Ikke alle stenfigurer står strunke med hår på hovedet. De fleste ligger i stumper og stykker spredt ud over landskabet – ora, pukao, kroppe. Gennem tiderne har der været mange ødelæggende faktorer – stridigheder mellem klaner, tsunamier, rov, osv.

Man regner med at stenfigurerne er udhugget fra år 800 til 1680. I nogenlunde samme periode har klanerne haft ceremonien med ”the birdman”. Orongo ligger på den sydlige spids og er en restaureret landsby, hvor disse ceremonier blev afholdt på en bestemt forårsdag. Nemlig den dag, hvor en bestemt fugl lagde det eftertragtede æg. Hver klan udvalgte en person, som med risiko for liv og lemmer skulle klatre ned over den høje, stejle skrænt, svømme ud til øen, finde et æg, binde det til kroppen, svømme tilbage og igen klatre op ad skrænten. Personen, som kom først tilbage med et helt æg blev udnævnt til ”birdman”, og hans klanleder var så i det følgende år øverste myndighed. Ja, der er mange måder at udnævne ledere på!

Ør i hovedet af al denne lærdom finder vi et sted, hvor de serverer en skøn frokost og endnu skønnere udsigt. Bag efter er der tid til en tur i Stillehavet.

Hold da op en dag!

Den politiske situation i Chile

Valparaiso, Chile, 15. februar, 2015.

På vores bytur i Valparaiso, hvor vi var på opdagelse efter byens hemmeligheder, havde vi en dygtig guide, Adrian. Han talte meget og længe på italiensk, indtil vi henstillede til ham at vi engelsktalende jo også var med (vi var 4) og havde betalt for turen. Derefter gik det forrygende. Adrian er en ung og veluddannet mand, politisk bevidst og opdateret. Da vi spurgte ind til de politiske forhold i landet, fik vi en fin dialog. Adrian er ikke bange for at tale lige ud af posen, hvilket vi har opdaget, at andre ikke rigtig tør.

De fleste er i den lave ende af indkomstskalaen, og der er nogle meget rige. Arbejdsløsheden her i Valparaiso er høj, omkring 15 %, og det fornemmer man når man kommer rundt i byen. De meget rige har kontrolleret parlamentet siden diktatoren Pinochét sad på magten og i øvrigt mange år efter, idet Pinochét-fløjen fik indført en grundlov, som gjorde det umuligt for andre partier/fløje at få indflydelse. Højrefløjen som støttede Pinochét, skar ned på det sociale system og sundhedssystemet og opførte sig ikke som et ansvarligt demokratisk parti, - som de jo i øvrigt heller ikke var.

Den største spansksprogede avis, som er ejet af en af Chiles rigeste mænd, har ikke medvirket til en ændring af forholdende. Tværtimod har de med deres fortielser om de forsvundne oppositionspolitikere samt negligering af størrelsen på oppositionen og dennes ønsker, været med til at fastholde magten på højrefløjen. Jeg kommer til at tænke på Ruslands Putin og hans kontrollerede propaganda-maskine, og det er jo en ekstremt ubehagelig tanke.

Det er nu - her for nylig og langt om længe – lykkedes landets demokratiske bevægelser, at få ændret grundloven således, at det parti man stemmer på også for den tilsvarende indflydelse i parlamentet, uanset partifarve. Chile har i dag en kvindelig præsident, som er genvalgt efter at have været afløst af en ”Berlusconi”- lignende type som var præsident i 4 år, hvor der ikke skete fremskridt på de sociale og sundhedsmæssige områder. Præsidenten kan maximalt sidde i 4 år, altså 1 periode, hvorefter posten skal overtages af en anden; men kan så genvælges når der er gået yderligere 4 år.

Adrian er fortrøstningsfuld og mener, at det kun kan gå fremad. Det er jo dejligt at høre, at der er lys forude for dette dejlig sydamerikanske land.

Valparaiso

Hun lægger til kaj i en mægtig stor containerhavn. Det er lidt sjovt at følge aktiviteterne her. Bertram og Lasse ville synes det var spændende at følge de kæmpestore kraner hente containerne på det store skib og løfte dem ned på trucks, som holder i kø og kører frem i en lind strøm. Det er en meget stor havn, det tager 10 minutter i shuttlebus at komme til byen.

Det er en sand farvepalet at se ind på byen her fra balkonen. Containerhavnen er farverig, og byen som spreder sig op over havnen er endnu mere farverig. Alle huse er malet i forskellige farver, og det er ikke kun pastelfarver. Der er også rigtige pangfarver – lilla, orange, rosa. Der er en lidt sjov historie forbundet med de mange huse i forskellige farver.

Oprindelig var husene malet i beige og blege farver. Men efterhånden som der begyndte at komme sømænd og liv i byen, begyndte de at sætte kulør på husene. Sømændene kunne så fortælle historier om, hvor livligt der var det røde eller det blå hus. Siden hen, i de glade 70’ere med hippies og flowerpower, kom der malerier på næsten alle facader. Der er selvfølgelig også graffiti, men det er de store ”street art” malerier som dominerer. Det gør det lidt sjovt og spændende at bevæge sig rundt i byen.

Det er søndag og alt er lukket. Vi er heldigvis på tur med Adrian for at udforske ”The secrets of Valparaiso”.

Da byen ligger spredt ud over en bjergside, er der mange niveauforskelle. Overalt er der funicularer. Den ældste dateres tilbage til 1848, en nyere er fra 1902. Vi prøver et par stykker af nyere dato, og det er, uden at overdrive, lidt af en gyser, men også ret sjovt. Måden disse funicularer drives på er ren oldnordisk teknik - tov og tandhjul. Det er tydeligt at se, at byggeriet har mange år på bagen, det er så faldefærdigt og miserabelt at se på, at man ikke skal tænke så meget over det, bare lukke øjnene og gå om bord. Der er vel 15-20 af disse transportmidler rundt om El Pan, som byen hedder her nede i stueetagen. Og de er alle lige gamle og rene antikviteter og kuriositeter.

Chile er meget stolt af deres kendte nobelpristager Pablo Neruda. Han fik Nobels Litteraturpris i 1971, men døde allerede i 1973. Han var mest til digte, og dem skrev han til gengæld også utroligt mange af - om kærlighed, fortvivlelse. Han hed faktisk noget helt andet, et håbløst navn at udtale. Fordi hans far ikke ville have at han skrev, så udgav han bare sine digte under sit kunstnernavn,  Neruda. Vi besøger hans hus, Plaza La Sebastian, som ligger højt oppe med en fantastisk udsigt over havet. Gennem sit liv samlede han på de sjoveste ting, som er i huset. Hele tiden byggede han en ny etage på huset, så man snor sig op og op ad små trapper. Næst øverst ligger soveværelset, øverst ligger studerekammeret med den skønnest tænkelige udsigt over de farverige huse og havet. Det er et sted man skal besøge, hvis man er så heldig at komme til Valparaiso.

Til sidst går vi en tur gennem den victorianske bydel, som er på UNESCOs naturarvliste. Det vil sige, at husene her bliver vedligeholdt efter bestemte regler. Det ses tydeligt, og det er en fornøjelse. Her er vel nok smukt! Alle andre huse i byen kunne nemlig godt bruge lidt kærlig omsorg.

Hjemme i kahytten er der rigtig gang i den på kajen. Vi kan ikke opholde os på balkonen for den øredøvende og infernalske larm. Deliziosa skal have diesel på, der tonsvis af varer som skal indenbords. Kranføreren er nu i gang med at laste det store containerskib – den mægtige grab sænkes ned over containeren, griber fat og løfter den op som en tændstikæske over skibet, og der lyder et drøn, når den falder på plads. Nu holder der rækker af trucks med containere, som skal lastes.

Vores dygtige guide, Adrian, fortalte meget interessant om historie, økonomi, politik og de politiske omvæltninger, som Chile er ved at gennemleve. Det er Gunnar ved at skrive om.

Puerto Montt

Jamen, hvad skal jeg sige? Hvor skal jeg begynde? Chile tager dig med storm! Lige meget hvor du kommer frem.

Vi sejler stik nord, mod varmere himmelstrøg. Også mildere vinde. Efter nogle rå og ublide dage og nætter lægger vi til i Puerto Montt i det smukkest tænkelige vejr. Store forventninger, vi skal på tur til Volcano Osorno. Den ligger lige der og ligner en regulær sukkertop.

Chile har mere end 2000 vulkaner, 500 af dem er aktive. Osorno havde sit sidste udbrud for 200 år siden i 1835, mens Darwin var her. Det er beskrevet i hans dagbog.

Der knytter sig megen historie til stort set alle områder i Chile, de fleste stednavne er opkaldt efter personer, som har gjort et eller andet for området –O’Higgin, Montt, Rosales, Wellington. Vi skal udforske området omkring Montt.

Ingrid er tysk, og hun har en stor viden som hun bestemt ikke er ked af at formidle. I midten af 1800-tallet var dette område fuldstændig uberørt, og man besluttede sig for at invitere tyskere hertil. Det passede fint! Europa og specielt Tyskland oplevede stor politisk uro, krig og ufred og arbejdsløshed på det tidspunkt. 10.000 tyskere udvandrede til netop dette område fra 1850-80. Det ses tydeligt – bygninger, landbrug, navne bærer præg af tysk indflydelse – Brandstationen hedder Feurwehr og en farm Tante Puppe.

Alle huse er bygget i træ – en redwood-type kaldet Alerce, vist i familie med lærketræet. Alle huse er beklædt med shingels. Redwood-træer kan blive op til 3500 år, så de må siges at vare evigt. Men uden vedligehold, går det ikke. De fleste huse trænger til en omgang olie eller maling.

Vi kører gennem Puerto Vares, rosenbyen, som ligger ved Lago Llanquihue, (udtales Jankiway). Ovre på den anden side af denne store sø ligger vores vulkan. Det er et bjergtagende syn. Vi kører et par timer og kommer op i 1300 m højde på den 2650 m høje vulkan. Her oppe har vi et kig til mange andre toppe, bl.a. Calbuco vulkanen, som sidst var i udbrud i 1961. Vi har desværre ikke tid til at tage stoleliften højere op for at gå ned over bjergsiden, men vi vandrer ud over bjergsiden og har her udsigt til dalen og søen. Der er ret meget smukt på disse kanter.

Området her er kendt for sin eminente laks.  I den store sø har de lakseopdræt, og her er mange laksefarme i området. Når laksen er stor nok, bliver den transporteret i store beholdere ud til havet, hvor de så får lov til at gå i et stykke tid, til de er modne nok til at blive høstet. Som en anden kornmark!

Ingrid er klar over, at sulten er ved at melde sig. Det har hun taget højde for – vi skal ind og smage stedets specialitet. Vi bliver bænket ved et langbord. Her serveres Pisco Sour (snaps og lemon), hvidvin, rødvin og vand og et stort stykke grillet laks. Det hele smager fortryllende. Vi taler nu tysk uden problemer!

I løftet stemning kører vi videre til Saltos del Rio Petrohue - et stort område i dalen, hvor lavaen har dannet et kæmpe flodleje, og hvor floden Rio Petrohue løber i de snørklede lavakanaler, med flere større og mindre vandfald. Det er et særpræget og smukt område som ligger i den semiregnskov, som dækker store dele af dalen.

Vi når lige den sidste tenderbåd, og Francesco letter anker. En fortryllende dag!

Opskriften på hvordan du kommenterer på bloggen

Vi vil rigtig gerne have en interaktiv blog. Det vil være rigtig dejligt, hvis nogle flere skrev kommentarer, så vi kunne få en dialog. Det synes jeg kunne være sjovt, for så kan jeg kalde mig ”blogger”. Jeg ved også, at der er flere som ikke rigtig ved, hvordan man gør. Jeg har derfor fået Liza til at forfatte en opskrift. Liza skriver:

Kære alle blog-følgere - jeg lovede lige mor og far at lægge en lille guide til "hvordan kommenterer man på bloggen". Det er slet ikke svært, men kan godt virke frustrerende, hvis man ikke logger ind først.

Først skal man gå ind på www.liseoggunnar.blogspot.dk - og så vælge det indlæg man vil kommentere på. Gå ned i bunden og find kommentarfeltet. Husk at logge ind, inden I skriver i kommentarfeltet. Jeg har mistet flere beskeder ved at trykke udgiv og så ikke være logget ind. Så nu skriver jeg gerne kommentarerne i notes-app'en og kopierer min tekst før jeg trykker udgiv. Så hvis den forsvinder, kan jeg altid taste "sæt ind".

Hvis man ikke har en google-konto trykker man bare "ny bruger" og opretter en.

Sig endelig til hvis det gi'r problemer - verdensfarerne vil elske at få kommentarer på bloggen, så bare et pip i ny og næ vil vække stor glæde. Kh. Liza

Puerto Chacabuco

- udtales Tjakabuko. Det var en forbier! Vi har nu opholdt os i chilenske fjorde og sejlet ind og ud mellem tusindvis af små og store øer. Vi har set rigtig mange gletsjere. Når der har været en helt specielt stor og smuk af slagsen, som f.eks. Amalia, sejler Francesco frem og tilbage og vender skibet på en tallerken.

Vejret har ikke været særligt mildt. Sorte, forrevne skyer hænger over de små øer, tågen ligger tykt over vandet, byger skyller hen over havet, og solen, den har vi ikke set i lang tid. Vi skulle have været på trekking i dag i Puerto Chacabuco, men havet er i oprør, og tenderbådene kan ikke komme i søen. Natten igennem var der godt riv og rusk i skroget. Det har der nu været flere nætter. Man skal være lidt søstærk, når vejrliget er sådan!

Vi kom som sagt ikke i land, og tager joggingsko og –tøj på og traver 6-7 omgange på dæk 3 i regn og rusk for at brænde kalorier af. Der er rigeligt at tage af. I går var der italiensk aften og så røg der en tiramisu ned. Kager er ellers bandlyst. Men canoli og tiramisu kan vi ikke stå for!

Vi kommer til Pureto Montt i morgen. Vi håber at vejrguderne ser lidt mildere på os, så vi kan få lov til at komme i land.

Punta Arenas

Selve byen er ikke så interessant som det område, den ligger i. Vi har de sidste dage sejlet ind og ud mellem Chile og Argentina. Det har været lidt svært at finde ud af hvad der er hvad, hvilket selvfølgelig også kan være fuldstændig ligegyldigt. Hvis ikke lige min interesse blev vakt! Chile og Argentina har været uvenner i lang tid, fordi de ikke rigtig kunne blive enige om, hvem som ejede hvilke øer, og hvem som skulle indkræve afgifter fra skibe fra tredje lande. Og hvem havde adgang og retten til Antarktis?

I 1984 blev Beagle Aftalen underskrevet. Det som på kortet hedder Magellan Strait og som løber mellem øerne og fastlandet blev tidligere brugt som sejlpassage, før Panamakanalen blev åbnet for 100 år siden. Dette stræde tilhører i dag Chile. Den store ø Tierra del Fuego er delt mellem Chile og Argentina, mens resten af øerne syd for Beagle Strait tilhører Chile. Som et lille kuriosum kan nævnes, at strædet og aftalen er opkaldt efter det skib, som Darwin sejlede med i 1833 – HMS Beagle. Bl.a. skriver Darwin i sin dagbog, ”many glaciers of the most beautiful blue beryl created a contrast with the snow”.

Så naturen er stadig lige underskøn og har ikke ændret sig ret meget i de 200 år – øerne virker uberørte, uspolerede og er et meget smukt syn.

Klimaet her er en barsk omgang. Kolde vintre, halvkolde somre og en allestedsnærværende blæst. Den er ofte meget voldsom og uforudsigelig. Som et lyn fra en klar himmel kommer vinden farende som en pil. Vi fik syn for sagen på vores vandretur i går, og i dag meddelte kaptajnen, at det var uforsvarligt at sætte tenderbådene i søen, og at alle ture til fastlandet var aflyst. Ved selvsyn kunne vi se tenderbådene ligge i vandet og blive kastet hid og did som korkpropper.

Vi ligger for anker et par hundrede meter fra byen. Det var heller ikke så let for tenderbåden i går at lægge til kaj. Gunnar var flere gange ved at rejse sig for at hjælpe styrmanden! Det kunne vel ikke være så svært! Vi kom i land og kørte 20 minutter op i højdedraget. Her gik vi i en tur i Reserva Nacional Magallanes. For blot 40 år siden blev området beplantet, her hvor der tidligere lå en kulmine. Men det er nødvendigt at tænke på det barske klima, før man kritiserer. Marc fortæller stolt om træer og underskov. Vi vandrer gennem den lille skov med tynde lengkatræer ud på et bakkedrag. Her kommer blæsten farende og slår næsten benene væk under dig. Hold på hat og briller!

Chile

 

Chile er ligeså lang som Brasilien, 4300 km. Men det er kun 90 km bredt på det smalleste og 445 på det bredeste. Så Chile er et laaaaangt land. Her bor godt 15 mill. mennesker. Hovedstaden er Santiago. Den ligger inde i landet. Vi er jo på kystvandring, så den kommer vi ikke til. Vi ser nærmere på Puerto Arenas, Puerto Chacabucu, Puerto Mont og Valparaiso, før vi forlader fastlandet og stikker næsten mod vest.

 

 

Fordi Chile er så lang, dækker det over mange forskellige klimabælter. Vi kommer nok til at stifte bekendtskab med de fleste af dem.

Polarkulden har vi jo allerede oplevet her nede i Tierra del Fuego, Ildlandet.

Hej alle kære venner

Hvordan har i det alle sammen? Det er desværre kun få, som får kontakt til bloggen! Jeg tror kun det er Brigitte, Jens og vores børn, som finder den kontaktform. Hvordan kan det være? Det eneste, det kræver, er en Google e-mail konto!

Jeg tror jeg har fortalt jer, at det er lidt sværere at være hjemmefra denne gang. Jeg savner familie og venner, specielt mine børnebørn er svære at undvære. Selvom jeg besluttede mig for ikke at få hjemve, så er det alligevel en gennemgående tanke i mit hoved. ”Bare de ikke glemmer mig!”.  - Albert som kalder mig farfar, Lasse som vil tegne drager, Bertram som vil tegne monster trucks, Nikolaj som vil spille bridge, Maja som vil drikke te og Lina som vil spille master mind. Alt sammen skønne beskæftigelser, som jeg holder meget af i hverdagen. Tænk hvis alle mine børnebørn har glemt deres mormor/farmor! Jeg opfordrer alle til at skrive på bloggen, det kunne være sjovt med en lidt mere interaktiv kontakt. Jeg ved jo, at selvom man er i hverdagen, så oplever man jo mange ting. Der er plads til alt!

Jeg ved også godt, at vi oplever virkelig meget. Det kan næsten være svært at rumme alle de indtryk. Vi er netop sejlet fra den skønne lille perle Ushuaia. Overraskende at finde sådan en udørk, og så charmerende. Vi sejler nu mellem klippegrønne øer, gennem chilenske stræder og fjorde på vej til Punta Arenas. I solnedgangen sejlede vi forbi kæmpe turkise gletsjere, som kælver ud i strædet eller sender store springvand udover klipperne. Det er vildt betagende, når den nedgående sol får ram på en gletsjer og en bjergside. Naturen er forunderlig og foranderlig. Vi niver os i armen, giver hinanden en knus og siger tit til hinanden, at vi er heldige at få lov til at opleve alt dette.

Dagen i går gik som vi havde planlagt. Målet var Glaciar Marital. Vi skulle skynde os lidt, for Francesco hev i fløjten kl. 16.30. Vi var tidligt på færde med vandrestøvlerne på. John ville gerne med, så vi tænkte at nu skulle vi vise ham, hvad det vil sige at vandre i bjergene. Jamen, hold da op! Det var en sej tur, og John var i fin form, hele tiden flere skridt foran. Hele vejen op til gletsjeren. Da vi havde gået 2 timer opad, ville Gunnar og John vende om, men jeg sagde, at det kunne de også bare gøre. Så jeg fortsatte og de fulgte med. Snart var John foran igen!

Ved de sidste kræfters hjælp nåede vi op til gletsjeren. Udsigten herfra ud over Beagel Strædet er fantastisk, og vi tog et hav af billeder med Johns kamera. (Han har et spejlreflekskamera og tager nogle helt andre billeder end vi kan med vores lille Canon. Det er for øvrigt gået i stykker og kan ikke zoome. Vi er på udkig efter noget bedre!)

Det at nå målet gav nye kræfter, og nu gik det virkelig nedad. Det tog 4 time op, op og 2 timer ned, ned. Ikke noget lige ud. Hjemme i kahytten lå jeg på langs og stønnede og pustede resten af aften! Men inde i hovedet havde jeg de smukkeste billeder af alle de hvide toppe og fjorden jeg kunne se oppe fra gletsjeren. Og i sengen her sejler den ene smukke ø efter den anden forbi, nogle har hvide toppe. Vejret skifter, snart blå himmel og sol, snart tunge skyder, sort himmel og regn. Det er bidende koldt. Det er meget betagende og uden sidestykke.

Denne del af verden er nok noget af det smukkeste, det minder os lidt om Grønland. Her er så uspoleret og uberørt, og naturens vilde kræfter er så åbenlyse, voldsomme og fantastiske.

I morgen kommer vi til Punta Arenas. Dér skal vi også trekke - i en Nationalpark og en gammel og forladt kulmine. Åh, min krop! At vandre er at leve! Det bliver spændende!

Knus og mange tanker til alle vores kære derhjemme. Håber at mine linjer her finder jer alle ved godt helbred!

Gunnar og Lise