Det' for børn - Frit fortalt efter Mytteriet på Bounty

For mange, mange år siden. Cirka 250 år. Bønderne i Danmark var trætte af at herremanden skulle bestemme alt. Også andre steder i Europa var der uro. I Frankrig var befolkningen utilfreds og ville ikke finde sig i, at kongen skulle bestemme alt. De skulle bare gøre som kongen befalede. Folk gjorde oprør og så kom den franske revolution.

Der fandtes ikke tog og biler. Heller ikke flyvemaskiner. Men der var masser af skibe.

Vi er i 1789. Den engelske kaptain Cook har været på langfart i mange år og sejlet omkring Australien, New Zealand og mange andre øer. Han kommer hjem til England og fortæller om alle de skønne træer og planter, som findes ude i den verden. Nogle af træerne har høje slanke stammer med en masse strittende blade i toppen. Og under bladene hænger der nogle store brune bolde, som man skal sørge for ikke at få i knolden. Men hvis man får hul på den store brune bold, er der hvid mælk og noget hvidt sødt og spiseligt inden i.

Den engelske flåde sender det gode skib Bounty af sted med Bleigh som kaptajn og Fletcher som 1. styrmand samt en besætning på 36 mand og proviant til flere måneder. Bounty skal på langfart ud og finde nye planter og frugter, som de kan tage med hjem til England.

De sejler i lang tid i al slags vejr. Ofte er det et voldsomt uvejr, vinden river og flår i sejlene. Nede syd for Australien, i det Tasmanske hav, oplever Bounty de allerværste storme og de højeste bølger. Søen er så voldsom, bølgerne er 10 m høje, og ofte slår de ind over rælingen. 

De har sejlet i flere måneder. De er nu kommet øst for Australien og New Zealand. Madforsynin­gerne er ved at slippe op. Det kan ikke vare længe, inden de er ved de øer, som Cook fortalte om. Øerne hvor der vokser træer med skønne, spiselige frugter.

Øerne skulle ligge lidt øst for New Zealand, men det gør de ikke. Det viser sig at der er meget længere ud til øerne, end de først regnede med. Der er nu ikke mere mad om bord. Stemningen blandt besætningsmedlemmerne er rigtig dårlig. De begynder at skændes og sige grimme ting til hinanden.

En april morgen er Fletcher og flere af sømændene så sultne, at de går amok. De går til angreb på kaptajnen. Pludselig ser Bleigh sin 1. styrmand med en bajonet i hånden og bag ham ser han flere af sømændene. Fletcher beordrer Bleigh og halvdelen af besætningen i en jolle, som er redningsbåden om bord på Bounty.

  

De kan lige nøjagtig være i båden, 19 mand. Båden er stuvende fuld. Der er ikke plads til flere. Fletcher sætter alle sejl på Bounty, og sejler hurtigt væk fra jollen. Bleigh og de 18 sømænd må sejle deres egen sø. De driver om på havet i 47 dage, sultne, tørstige, forkomne og kede af det, da de endelig får land i sigte. Derefter får de fat i et større skib og proviant. Bleigh og de sømænd, som har overlevet den farefulde sejlads i jollen, sætter nu kurs hjem til England. Her modtages de af kongen og bliver hædret for deres farefulde og svære færd.

Fletcher er i mellemtiden med Bounty og sine sømænd nået frem til Tahiti. Her er der en masse skønne damer i bananskørter, som Fletcher inviterer med om bord. De får også mad og en masse drikkevarer med. Sådan nogle sømænd er altid tørstige. Det bliver de af at opholde sig så meget i det salte hav. Så sejler de videre og kommer til øen Pitcairn, hvor de går i land. Det er en grøn og frodig ø, med masser af træer og buske og græs. Her finder han de skønneste træer og palmer med spiselige frugter.

Fletcher er godt klar over, at han står til at blive slået ihjel, når den engelske flåde finder ud af, at han har begået mytteri på kaptajn Bleighs skib Bounty. Fletcher og alle hans mænd vælger derfor at blive på øen og holde sig skjult for skibe, som sejler forbi. For at slette alle spor sætter de ild til Bounty, som går til bunds.

Der ligger Bounty på havets bund i Bounty Bay på Pitcairn Island den dag i dag.