Det er ikke nogen særlig rar tanke at skulle forlade
Sydafrika uden at have set ”The big five”. Det er ikke de 5 største, men de 5
farligste dyr i Afrika, vi taler om. Holger Jensen Safari har gennem 35 år
arrangeret ture ud i naturen for at tilfredsstille turisters behov for at se
”The big 5”. Vi har derfor fået Holger til at tilrettelægge en ”5 big safari”
for os. Kryger og de andre store nationalparker med big 5 ligger oppe nordpå,
så vi må nøjes med Fairy Glen.
Vi er de første på kajen, klokken er 6.30. Brian
venter i sin Hyundai. Nordøst,
ca. 1 ½ times kørsel fra Cape Town, ligger Brandwacht Mountains. Det
er ved at lysne, da vi kører gennem Stellenbosch, kendt for sine udsøgte vine
og over Paarl Mountain (perlebjerget) som vitterlig ligner 4 perler. Det er et
smukt bjergrigt landskab. Bare turen derud er det hele værd!
Efter et herligt morgenmåltid bestiger vi en
safaribil. Andrew er vel et par og tyve, men han ved en masse om dyrene, og han
manøvrer fint den store, larmende safaribil. Ofte slukker han motoren og
fortæller om de dyrene. Stiller også mange spørgsmål, som vi har svært ved at
svare på. – Hvor længe er en elefant drægtig, hvor gammel kan en løve blive, og
hvor hurtigt kan et næsehorn løbe?
Næsehorn, elefant, løve, buffalo og leopard udgør de
5 store. Vi ser desværre ikke leoparder, men alle de andre og mange, mange
flere.
Andrew fortæller om gnuen, blue wildebeest, også
kaldet ”spare part”. Den har skuldre som en zebra, horn som en buffalo, hove og
bagben som en antilope, nakke som en hyæne og hjerne som en fisk!

Det er almindeligt kendt i verden, at
næsehornspulver er godt for potensen. Specielt kinesere og japanere tror stærkt
på effekten af dette pulver. Prisen på det sorte marked er 90.000 USD per kilo,
dvs. knap en million USD for et horn, som med rod vejer ca. 10 kg.
Andrew fortæller om to næsehorn i parken som blev
udsat for et forfærdeligt overgreb. Midt om natten bedøvede ukendte kriminelle
to næsehorn og savede hornene af dyrene. Dyrene måtte igennem 5 operationer, da
hornet går gennem hjerneskallen og volder stor skade på dyret, når det fjernes.
De overlevede, men er meget aggressive. Når vi nærmer os, løber de hidsigt
omkring.
Alle dyr går frit i området, på nær løver og
buffaloer. Det er de farligste. De går i kæmpe store indhegnede områder.
Her er også struds, elan, 5 forskellige typer
antiloper, zebra, bonte- og springbok og mange andre bukke samt en masse
forskellige fugle.
Vi er især længe i nærheden af elefanterne. De har
en vidunderlig adfærd, og vi kan se på dem i timevis. Hvordan de skraber i
jorden med forbenet, for derefter med snablen at tage græsset, ryste jorden af
og putte det i munden. Hvordan de tager løs sandjord i snablen og kaster op
over ryggen. Hvordan de vifter med de store ører for at køle sig af.

Det er tydeligt at de elsker dyrene her og gør meget
for dem. Og umiddelbart ser det også ud som om dyrene trives på disse 1000
hektar ved foden af Brandwacht-bjergene. Det er også en storslået natur.
Tak for en skøn dag i selskab med de 5 store.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar