tirsdag den 14. april 2015


Namibia


Der bor ca. 2 millioner mennesker i Namibia, 70 % i det nordlige Namibia, hvor der er grønt, og hvor der falder regn. Hovedstaden hedder Windhoek. Ca. 1/3 er dækket af ørken – Namibia og Kalahari. Landet har været under tysk, engelsk og sydafrikansk herredømme, men har siden 1990 været uafhængig. Namiberne har netop fejret 25 års dagen for uafhængighed. Tilsyneladende går det godt. På Wikipedia læser jeg, at det er et stabilt demokrati og at de forskellige stammer og folk lever i harmoni. Her tales engelsk og afrikaans. Mange taler også tysk.

Vores sorte guide supplerer: infrastrukturen er den bedste i Afrika. Landet har mange mineraler og rigdomme i jorden – uran og diamanter. Der er i landet et stort antal kinesere. Den ene af de to uranminer, den største, drives af kinesere. Her er gratis skolegang, og alle går mindst 10 år i skole.

Men der er selvfølgelig malurt i bægeret. Arbejdsløsheden er 25-50 %, og der er ingen social hjælp at hente. På vores spørgsmål om korruption, trækker vores søde guide på smilebåndet: når namibiske delegationer tager til Kina for at forhandle, kommer de altid tilbage med stort smil på læben og lommerne fulde!

 

Walvis Bay


Kan vi snart rumme mere? Ja, efter at vi har sejlet i tæt tåget i 2 dage er vi klar til det sidste indtryk af det afrikanske kontinent. Og når det er så fint og overraskende, så er der bestemt plads!

Det noget brogede billede af Afrika, vi begyndte med, er stille og roligt blevet afløst af noget andet og mere positivt. Maputo i Mozambique kom vi slet ikke til; det var lukket land. Første stop i Sydafrika var også lidt af en nedslående oplevelse, da vi måtte vente 9 timer på indsejlingstilladelse. Men så er det faktisk gået noget bedre. Durban viste sig fra sin bedste side, Cape Town var helt fantastisk, og Walvis Bay i Namibia har taget os med storm. Vi kendte intet til Namibia, før vi fik læst lidt på lektion og i dag fik en bustur ind i landet og langs kysten. Så fik vi ligesom vendt det hele.

Walvis Bay er måske mest karakteriseret ved, at det er en havneby med en stor containerhavn. Der er dog overraskende en stor koloni af flamingoer, som vi besøger på vores vej ind i landet. At se de mange tusinde lyserøde fugle er som en luftspejling.

Vi har ikke kørt andet end få minutter, så er det ørken og sandklitter, så langt øjet rækker. Vi gør holdt ved Dune No. 7, som er den højeste i området, 150 m. De noget højere klitter, helt op til 350 meter, ligger længere sydpå. Men vi bliver alle som børn, når vi ser noget nyt og uventet. Vi skal alle op på den øverste klit, selvom det er tungt og hårdt arbejde, og gå ned med dybe og lange skridt. Det er en skøn fornemmelse at gå med syvmileskridt. Sådan må Gulliver have haft det!

Videre ind i landet og nordpå. Her gør vi holdt ved et usædvanligt fænomen, en plante, welwitschia, som bliver op til 500 år og kun får to blade i sin levetid, før den dør. Namiberne kalder den ”two-leaf can’t die”. De findes i en han- og hunkønsudgave. Her en af hankøn!

Det er interessante og uventede sager, vi bliver udsat for. Idet vi drejer ud mod kysten igen kommer vi gennem et såkaldt månelandskab. Her optages film, som foregår på månen! Det forstås! Særpræget natur for en nordbo.

Målet for vores bustur er Swarkopbund, en by med tysk islæt. Her er smukke huse og velplejede anlæg. En skøn by ved havet med en jetty (mole) ud i de store bølger. Vi tilbringer 1 ½ time her, går lidt rundt i den pæne by og spiser frokost på Stadtmitte Cafe. J
Jeg får lov til at fotografere de smukke servitricer!







3 kommentarer:

  1. Hvor spændende - og ret civiliseret med Starbucks og det hele ;-) vilde oplevelser I får. Og dejligt at I så beredvilligt deler ud af dem.
    Her går det med lynets hast . Dagene afløser hinanden og suser forbi - vi kan dårligt følge med. Lina kom hjem med de flotteste standpunktskarakterer - 9 12-taller, 7 10-taller og 2 7-taller.... Lidt sjusket med de sidste to sagde jeg også til hende ;-) (og sørgede for at fortælle hvor stolt hun gør os). Maja fik resultat af nationaltest i matematik - hun lå i topkatagorien "særdeles fremragende" (eller noget i den retning) - ihvertfald kunne det ikke gøres bedre! Nogle seje tøser, jeg har 😍.
    Alt vel heromkring - træerne er ved at springe ud (forsythia, kirsebær, magnolie), og det er lyst både tidligt og sent - fantastisk. Det kan I glæde jer til at komme hjem til. Knus fra os alle 5

    SvarSlet
  2. Det er fantastisk i er så grundige med jeres beskrivelser. The big five må virkelig have været en oplevelse. Den politiske situation i Sydafrika. var jeg ikke helt opdateret på. Fortsat god tur. Glæder mig til snart at se jer igen.
    Kh. Jens

    SvarSlet
  3. Start, hvornår kommer I hjem, hvor lang tid tog det for jer at rejse hele jorden rundt. Hvad for en dag er det hos jer. I er søde, når I kommer hjem er det næsten min fødselsdag.
    Det går godt i børnehaven, jeg har nogle gange leget med LEGO. Fuglene var flotte på jeres brev, vi fik jeres brev med pingviner på og vi fik også jeres brev med fugle på, alle på gul stue synes det var sjov at få brev.
    Jeg går til fodbold det er sjovt, jeg var på bandebanen og spille kamp til sidst. Færdig, kærlig hilsen
    Lasse

    SvarSlet