Montevideo 

Jeg bliver hele tiden klogere! Gud ske tak og lov for det! Wikipedia er min kilde til viden om de fleste af de lande, vi besøger. Det kan godt være at Wikipedia trænger til en opdatering på nogle områder!

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om byen! Der er noget glemt og henfalden over Montevideo. Overordnet efterlader Montevideo mig i en tilstand af mismod og tomhed.

Montevideo er hovedstaden i Uruguay. Her bor ca. 1 ½ mill. mennesker. Gennem tidlige tider er der landet ca. 20.000 slaver her. Denne bys historie er som sådan ikke meget forskellig fra tilsvarende byer langs Atlanterhavskysten! Flere lande og byer har store sorte pletter på samvittigheden!

Vores guide fortæller: Landet er berømt for sit kvæg. Der har altid været meget kvæg på disse kanter, og det er der stadig. Landets største eksportvare i dag er kød af prima kvalitet.  Men dengang tilbage til tidernes morgen, hvor landet fik sin selvstændighed, kunne nybyggerne ikke leve i fred for de indfødte, som tog kvæget fra dem. Derfor valgte landets første præsident, Rivera, da han kom til magten i 1825, at dræbe alle de indfødte for at få fred. Der er et stort antal megastore broncemonumenter, som fortæller om stedets trælse fortid.

Her er også grønne områder og mange træer. Her er rigmandskvarterer med smukke store huse og fine haver, men det er ikke svært at få øje på gitter for vinduer og parceller. Men det overvejende indtryk er betonbyggerier, som minder meget om det, vi ser i det tidligere Østtyskland. Der er lidt betonkommunistisk over de fleste bygninger. Store, bombastiske, grå, firkantede, ucharmerende. Og alt er betonfarvet, så er det sagt!

Der er enkelte nybyggerier i gang, et enkelt moderne højhus i blå glas, a la Dubai, men ellers henligger resten af byen i en dvaletilstand af forfald. Langs flodmundingen er der anlagt en 25 km lang Rambla, hvor man færdes på cykel eller gåben. Men strandene er tomme, og hvem vil også bade i det brune flodvand? Langt ud mod Atlanten er vandet ikke særligt indbydende. Fjorden vi sejler på frem og tilbage er ikke en fjord, det er flodmundingen af Rio La Plata, der spreder sig ud her – på det bredeste er flodmundingen 180 km.

Parlamentsbygningen er lige så grå som alt det andet, men har trods alt lidt swung over sig. Her holder præsident Jose Mujica til sammen med 30 senatorer og 99 repræsentanter. Præsidenten vælges for 5 år ad gangen, og kan ikke genvælges.

På mit spørgsmål om kriminalitet, gør svaret mig lidt eftertænksom. Det viser sig, at der er en stigende frygt for de mexicanske narkokarteller og den mexicanske mafia. Derfor er kriminaliteten et voksende problem i dette ellers så fredelige land. Det er måske derfor Cannabis er blevet gjort lovlig og kan købes i små blokke rundt omkring?

Historien om mate, som alle går rundt med på gaden, har I til gode!

 

Argentina

Det er ikke rigtig til at vide, hvornår man støder ind i en upålidelig kilde. Men størrelsen på Brasilien fik jeg fra upålidelig kilde. Brasilien er 4300 km på det længste sted nord/syd og også 4300 km på det bredeste øst/vest, og ikke 10.000 km lang.

Argentina er også et mægtigt stort land, næststørst efter Brasilien. Her i Argentina bor knap 43 mill. mennesker. Landet fik sin selvstændighed i 1810, og der har været mange op- og nedture gennem tiderne. Argentina of MAY har på nuværende tidspunkt en kvindelig præsident, Christina Fernandez de Kirchner. Ikke fordi det gør nogen forskel, landets økonomi er elendig.

Buenos Aires
Vejret som vi netop forlod i Punta del Este – troede vi – er fulgt med os til Buenos Aires. Vi vågner op til en tropisk storm, som river og rusker i træer og palmer og det står ned i tove. Under indsejlingen fik vi ikke kun følgeskab af en pilot. Der var også en bugserbåd som lagde sig helt ind under Deliziosa for at bugsere hende sikket i havn. Vi kom i havn og regnvejret fortsatte ufortrødent med samme styrke. Det var meget voldsomt.

Buenos Aires er hovedstaden i Argentina. Her bor vist 8 mill. mennesker i 47 distrikter – f.eks. det rige Palermo, det fransk inspirerede Ricoleto, og det nyere område nede ved havnen, hvor kæmpe skyskrabere skyder op af jorden som paddehatte. Der er utroligt meget at se på og opleve i denne metropol – Zoologisk have, Botanisk have, Rosenhave, Japansk have, obelisker, kunstmuseer, tango, koncertsalen Luna Park og teatre, ikke mindst Colonal Opera Theatre, som er lige så berømt som Scala i Milano og Metropolitan i New York. Men alt dette får vi ikke mulighed for at opleve, selvom vi ligger for anker i to dage i den kæmpe store havn.

Vi har for længe siden besluttet os for at besøge Iguazu Falls, som er et must, hvis man skulle komme på disse kanter, og det er et af naturens mest imponerende underværker. Da vi fmt. aldrig vil få lejlighed til at komme hertil igen, tager vi til Iguazu (tryk på sidste stavelse), som ligger 1 ½ times flyvning nordpå på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Det er en kæmpe stor oplevelse! Iguazu er dobbelt så høj som Niagara vandfaldene. Det er intet mindre end fantastisk.

Iguazu

Vandfaldene er på UNESCOs naturarv liste. Det er intet mindre end utroligt at flyve ind over regnskoven og se de mægtige vanddampe, som stiger op over vandfaldene op over alt det grønne. Vanddampene blander sig med skyerne, som hænger tungt over området. Her falder der 2000 mm regn om året. Floden Parana tager sit udspring 1500 km borte i bjergene i det østlige Brasilien, løber sammen med Rio Iguazu og danner vandfaldene. Vandet løber derfra videre ud i floden La Plata, som munder ud Atlanterhavet.

Et lille grønt tog tager os de 5 km ind i nationalparken til flere km gangbroer, som fører ud til det kraftigste af alle kaskaderne. Vandfaldene strækker sig over 2,7 km, fra den argentinske side til den brasilianske og falder med en øredøvende dundren 79 m ned i dybet på granitten. Det er umuligt at se vandnedslaget på grund af vanddampene. Der er mere end 250 kaskader med små grønne øer ind imellem.

Vi er gennemblødte til skindet - af regnen fra oven, det brusende vand og vanddampene i luften. Men temperaturen er vel omkring 25 grader, så det føles behageligt. Men kameraet kan ikke lide alt det regn, og det kan min stråhat heller ikke. Den har fået en helt ny facon!

Vi har hele tiden haltet bag efter på tid, forsinket i begge lufthavne. Mercio er en ung rastløs brasilianer, man ret charmerende. Han følger os til hotellet. Vi får 45 minutter til at gøre toilette og så er det af sted igen. Vi skal ud og gøre Foz do Iguazu – byen på den brasilianske side – usikker. Mercio kender en lokal restaurant, hvor vi indtager et skønt måltid, som gør det ud for både frokost og aftensmad.

Vi vågner op med udsigten til det fantastiske Iguazu. Vi sidder længe på vores lille altan og suger indtrykkene ind. Det er storslået!

Paraguay og Brasilien har i fællesskab i 1970’erne, flere km før vandfaldene, bygget det vandkraftværk i verden, der producerer mest elektricitet. Her er strøm nok til at dække 90 % af Paraguays og 20 % af Brasiliens strømforbrug. Det siger ikke så lidt! Det når vi desværre ikke at se, men Mercio fortæller stolt om det.

Punta del Este

Det er ikke så tit jeg føler mig som et nips, endnu sjældnere at Gunnar gør det! Men vi er de sidste om bord på tenderbåden og bliver stuvet ind bagest sammen med tre herrer i 150 kg klassen. Der er godt nok nogle sværvægtere om bord, lidt flere end blandt en gennemsnitsbefolkning, tror jeg. Vi ligger for anker 500 m fra havnen, og vi bliver alle transporteret ind i tenderbåde, som også fungerer som redningsbåde, hvis uheldet er ude.

Vi skal på kulturtur i dette ferieparadis for det sydamerikanske jetset. Her bor i vintertiden ca. 12.000, mens der i højsommeren december/januar er omkring 800.000 sjæle. Det er en pendant til Beverly Hills og Saint Tropez. Prislejet er derefter - husene er ikke til at købe, der er lejligheder med månedlige huslejer på 5-40.000 dollars, butikkerne sælger varer til 4 x det normale. Vi kører flere kilometer ad strandvejen, forbi mange kæmpe paladser med friserede haver. Det er storslået og uden sidestykke.

Vi kører forbi det berømte fyrtårn, som er bygget af vulkansk aske sejlet over fra Italien. Her er mange smukke strande – ud mod Atlanterhavet har de voldsomme brændinger, andre ligger langs flodmundingen, hvor vandet er helt stille. Det er et spørgsmål om temperament, hvad du foretrækker at dyppe dit luksuslegeme i. Vi gør holdt ved en strand, hvor en kæmpe hånd stikker op af sandet. Dette er blevet et vartegn for Puenta del Este, ret iøjnefaldende og genialt. Vi hopper naturligvis i den ret voldsomme brænding - vi har efterhånden oparbejdet en evne til at skifte tøj på stranden på en måde, som ikke er anstødelig!

Efter at have kørt længe gennem rigmandskvarterer til kedsomhed kommer vi til Museo Ralli. Her vågner jeg op igen. Dette herlige kunstmuseum er bygget for private fondsmidler, og der er gratis adgang. Her er skøn latinamerikansk kunst - skulpturer af Dali, Botero og mange andre og malerier af Souza og andre latinamerikanske kunstnere, for det meste surrealistisk. Helt oplivet af de skønne kunster kører vi videre til det næste vidunderlige sted.

Den lokale kunstner Carlos Paez Vilaro døde sidste år 90 år gammel. Han har efterladt sig et kæmpe hus, Casapueblo, som fungerer som hotel, restaurant og museum. Stedet leder tanken hen på Gaudi og et græsk hus ved Middelhavet. Huset er fuldt af hans kunst, som er inspireret af Corneille, Picasso, Jørgen Winblad og mange andre, men han er formentlig helt sin egen. Her er underskønt.

Således mættet af dejlige oplevelser finder vi en tenderbåd og når lige hjem, inden et frygteligt uvejr bryder løs.

Uruguay

Vi kan glæde os til lidt mildere klima, tror jeg! Og vi kan glæde os til landet Uruguay. Vi er stolte af vores demokrati – medbestemmelse, ytringsfrihed, ligestilling, fri abort, ingen korruption osv. Stor er min forundring når jeg forbereder mig på Uruguay. Dette er et land med samme demokratiske værdisæt. Men sådan har det ikke altid været!

Uruguay blev uafhængig i 1825. Her taler de spansk. Det er det næstmindste land i Sydamerika (efter Surinam) med 176.000 km2, og der er kun 3,4 mill indbyggere. Her er ingen høje bjerge. Klimaet er ikke ekstremt, men har mere menneskevenlige temperaturer. Vi glæder os til denne lille perle. Glæden er måske størst, fordi vi hjemmefra vidste så lidt om landet.

Det er lidt frem og tilbage. Den lille flække, Punta del Este, som vi skal besøge, ligger på vej ind i fjorden (hedder det fjord, når den er så stor?).  På den anden side af fjorden ligger Argentina, og inde i bunden af fjorden ligger Buernes Aires. Men vi kommer senere til Uruguays hovedstad Montevideo, når vi sejler ud ad fjorden.

Rio

Vi lægger til lige midt i centrum på en befærdet gade. Det er ret bekvemt, vi kan gå lige ud i mylderet og blive væk.

Her siger man ikke bon jour, bon giorno, bonas dias, Hi eller hello.  Det hedder kort og godt ”Oy”!

Rio (udtales Hio) de Janerio er en meget stor by, som ligger spredt ud imellem nogle små og store runde, grønne bjerge. Her bor 6,5 mill i byen, 9 mill. inkl. forstæder. Det er Brasiliens næststørste by, efter Sao Paolo. Som Everald siger, hvad skal man dog i Sao Paolo – de har ikke Sugarloaf, Christ Redeemer 710 m oppe på toppen af Corcovado Mountain, Copacabana eller Ipanema. Det er her det sner! Det er her der er nytår med kæmpe fyrværkeri på stranden og 4 mill. mennesker, karneval og koncerter på stranden med bl.a. Rolling Stones med 1,5 mill. tilskuere, det er her der er kæmpe store fodboldstadions, og det er her der skal være OL næste sommer. Så, jo, der er mange grunde til at tage til Rio.

Der er mange små og store bjerge – bl.a. Urca 220 m, Sugerloaf 396 m. De to toppe forbindes med gondoler. Vi tager op til toppen af Urca og går på den grønne sti i trætoppene af jackfruit- og mangotræer om til den anden gondol, som tager os op til toppen af Sugarloaf. I træerne springer små aber (lemurer) rundt. Over os cirkler store flokke af fregatfugle og gribbe. Oftest er det tåget og diset her oppe, men vi er heldige. Sigtbarheden er fin og udsigten til Rio fantastisk. Byen ligger simpelthen spredt rundt om bjerget. Det er et smukt syn. Byen spreder sig så langt øjet rækker til alle sider.

Vi fortsætter ud til Copacabana – en 4 km lang, 200 m bred sandstrand. Bølgerne, som vælter ind over brændingen, er høje som tårne. Drenge står på surfboards her. Det er lidt vildt!

Dagen derpå har vi besluttet at tage på egen hånd i Rio. Vi vil finde en tilfældig vej og følge den ud mod Copacabana. Vi har set på kortet, der må være ca. 10 km. Det skulle vi nok kunne klare, vi er jo raske vandrere. Men det er varmt, selvom klokken kun er 9. Der går ikke ret lang tid. I det forkerte fodtøj er fødderne udsatte, overophedede og ømme og tyndslidte.

Vi kommer heldigvis til en park. Området her blev i midten af 1960’erne inddæmmet og fyldt op. Her er park med træer med mærkelige frugter og smukke snylteplanter, cykel- og gangstier og en strand. Der er mange strande, denne hedder Flamingo. Det er skønt med en dukkert. Det er lørdag, og der er mange mennesker.

Vi fortsætter ind i byen, i mylderet og de befærdede gader – med sandalerne i hånden. Det er ikke holdbart! Vi finder en cafe og en pizza, mange liter vand og en enkelt øl.

Jeg har et stykke tid tænkt på, at jeg trænger til at blive studset i nakken. I et anfald af overmod går vi ind i en tilfældig "Coffieur". Her lugter tungt af neglelak. Her sidder damer i midten af rummet og får ordnet negle, flere får akrylnegle. Ude ved spejlene sidder mænd og damer og får ordnet hår. Her gælder kun fingersprog, og det lykkes at gøre damen forståelig, at jeg ønsker at blive klippet. Som sagt så gjort. Formedelst 38 Reals. Fundet for de penge!

Vi begiver os videre, jeg stadig på bare fødder. Det går bare ikke, og vi prajer en gul taxa, som kører os til Pier Maua på 20 minutter for 20 Reals. Ca. 50 kr.

Det er ikke meget vi får set af Rio. Det er lidt ærgerligt, for der er utroligt meget at opleve her. Der er også masser af museer, teatre, og så er der en regnskov lige i udkanten af byen.

Vi har 2 sejldage til Puenta del Este, som ligger i Uruguay.

Salvador

Salvador ligger i staten Bahia, deraf navnet Salvador de Bahia. Der er vist 22 stater i Brasilien. Man kan ikke undgå at blive betaget af denne meget charmerende by og den farvestrålende folklore.

Salvador har en Lower og en Upper City. Her bor 3 mill. mennesker. Havneområdet ligger i stueetagen, og den gamle bydel på 1. sal. Marcus kører sikkert bussen gennem morgentrafikken op gennem snævre, befærdede gader, og Monia fortæller på fint engelsk. Hun har så meget at fortælle, vi bliver helt forpustede og får selvfølgelig heller ikke det hele med.

Hun er en typisk bahian. Her bor en blanding af alle mulige nationaliteter. Det er umuligt at sige, hvad der gemmer sig inde i en bahian. Monia er halvt portugiser, halvt sort. Her er også forfærdelig mange forskellige trosretninger – og kirker, vist flest katolikker. Fordi der er så mange religioner, er der også rigtig mange helgener, både af han- og hunkøn.

Monia fører os gennem smalle stræder, små beskidte gyder, smukke åbne pladser, kirker alle steder. Det er tydeligt, at mange huse er så forfaldne, at de er ved at styrte sammen. Her er gamle huse som daterer sig tilbage til 1600-tallet. F.eks. Den første biskops hus her på pladsen. Her er ikke den samme tradition for at restaurere huse, som vi kender i Europa. Men de har netop fået en ny ung borgmester, som værdsætter landets historie, og som sætter mange restaureringsarbejder i gang.

Vi kigger nærmere på flere kirker, bl.a. en Franciskanerkirke bygget omkring 1750. Den trænger til en meget kærlig hånd! Her er nogle smukke mosaikbilleder lavet i blå portugisiske fliser. De fortæller historier fra det virkelige liv, døden og livet hinsides. Et billede fortæller således om ”Efter døden forsvinder misundelsen” og ”I døden er alle lige”. Vise ord!

Her er også et interessant skuffedarium lavet i ibenholt. Træskæreren blev holdt som en slags slave, mens han lavede dette smukke møbel, og det tog ham lang tid. Meget lang tid. Han kendte nemlig hemmeligheden bag møblets anvendelse og måtte lade livet, når han var færdig. Klart han nussede om hver detalje så længe som muligt!

Inde i selv kirkerummet er der brugt 800 kg guld til udsmykningen. Udsmykningen består også af mange udskårne engle. Normalt er engle nuttede og kønne. Alle disse er bare så grimme. Dengang var der mange sorte kunstnere (slaver) og de har sat deres præg på englene ved med vilje at gøre dem grimme.

Der er anvendt mange forskellige materialer i kirkerne – marmor, træ, ibenholt, elfenben, sølv og guld. Specielt er marmor og sølv tegn på rigdom, da disse materialer er sejlet over fra Europa. Guld har de så meget af her!

Salvador har en meget (verdens)berømt forfatter. Jorge Amado. Ham vil jeg se lidt nærmere på ved lejlighed!

Vi bliver sluppet løs i et inferno af larm og folklore - et marked, hvor der også er en restaurant. Vi kaster os over en fisk, og får den smukke tjener til at posere for fotografen. Så tuller vi mætte hjem til båden.

Salvador er bestemt et nærmere bekendtskab værd!

Maceio

Maceio (udtales Masajo) er en noget mindre by end Recife med 1 mill. indbyggere. Den blev grundlagt for 200 år siden på en sukkerplantage. Klimaet er her som i Recife tropisk, meget tropisk. I denne del af Brasilien er der kun 2 årstider – den varme og den kogende. Vi er havnet her på ”kogetidspunktet”.
Det er som regel forbudt at færdes i havneområdet. Der er byggepladser, kraner, containers og godstransport. Det er for farligt. Derfor er der shuttlebusser til og fra byen.

Efter mindre end 5 minutter er vi downtown, som er noget renere, mere charmerende og turistvenlig by end Recife og omegen. Byen ligger med 10-12 etagers ejendomme på den ene side af den brede boulevard. Lejligheder her koster 10-12 mill. kroner. Der er også en vidunderlig udsigt, da stranden breder sig 100 meter ud mod Atlanterhavet. Stranden er længere end øjet rækker. Det er lavvande. Ved højvande er stranden kun 50 m bred. Her er parasoller i alle farver. Ingen ligger i solen, kun i skyggen af en parasol.

Det lidt spanske vi kan er overhovedet ikke spor anvendeligt her. Portugisisk er fuldstændig anderledes. Jeg troede ellers de to sprog havde det som dansk og svensk. Nej, nej! Og engelsk er en by i Rusland på disse kanter. Det lykkes dog at få hårdt tiltrængt cola og en kop kaffe og wifi.

Vi vandrer langs stranden frem og tilbage. Sveden løber i stride strømme, som et delta, ned over ansigt og krop. En dukkert i havet hjælper kun lidt i det varme vand, du skal langt ud for at komme i til livet.

Maceio bliver kun et pitstop – vi sejler igen kl. 14.

Recife

Recife hører til blandt de største byer i Brasilien med 3 mill. indbyggere. Første kig her fra skibet viser en skyline som ligner New Yorks.

Vi skal se på et reservat for truede arter, sejle i mangroven og besøge en paradisisk ø, hvor vi skal spise og bade. Det lyder jo ikke så tosset! Men det er frygteligt varmt – 35 grader i skyggen og 90 % luftfugtighed. Januar er sommerens varmeste måned og skolerne har ferie. Her er karneval fra 1. januar til slutningen af februar. De ser man nu ikke rigtig noget til!

Vi kører nordpå til Itamaraca hvor reservatet ligger. Det er et projekt som går ud på at beskytte de mest truede arter i havet, specielt manatee, delfiner og hvaler. Manatee minder allermest om en søko. Gad vist om det ikke er en sådan? Den er vegetar, spiser gulerødder og salat, som den propper ind i munden med sine små luffer. Den kan veje op til 600 kg. Hyggeligt og godmodigt dyr.

Vi stiger om bord på en katamaran og sejler ud til mangroven, og derfra videre til en lille paradisisk ø. Det der med paradis, har de vist misforstået, eller også har vi. Her er forfaldent, møg beskidt og orange plastikmøbler overalt. Store forladte og rustne betonelementer ligger på stranden hulter til bulter. Fisken vi spiser er mildest talt fantastisk, men da vi bag efter ser hvor og hvordan den er tilberedt, ja, så….. Og toiletforholdene, dem taler vi ikke om. Så, paradis!!!! Vi har efterhånden set så meget, så intet kan afskrække os. Vi har en herlig dag i paradis. Heldigvis har vi taget badetøj med. Det er der hårdt brug for. Men vandet er 37 grader!

Brasilien

Brasilien er et stort land. Det har jeg altid vidst. Men at det var så stort er lidt overraskende. Brasilien er det 5. største land i verden, er 200 gange større end Danmark, har godt 200 mill. indbyggere. Der er 10.000 km fra nord til syd. Brasilia er hovedstaden, men Sao Paolo er den største. Brasilien er i dag en føderal republik med en demokratisk valgt præsident. Sådan har det ikke altid været. Brasilien har ofte været underlagt en diktator, sidst Vargas (1937-45) og senere flere forskellige militære generaler i 20 år frem til 1985. Nu er her efter sigende en demokratisk valgt præsident. Hun hedder Dilma Rousseff, og hun er oven i købet genvalgt. Hun er ikke så populær, da hun slet ikke kan styre økonomien.

Eksporten består hovedsagelig af landbrugsvarer og kaffe. Der er en voksende bil- og softwareindustri. Turismen er slet ikke så udtalt, som jeg troede.
 

Jeg har ofte tænkt over, hvorfor Brasilien er det eneste land i Sydamerika, hvor de taler portugisisk, mens de taler spansk i resten. Nu får jeg svaret! Brasilien har altid været et interessant område for de europæiske søfarere. Tilbage i 14-1500-tallet var her en meget indbringende produktion af sukkerrør – det hvide guld samt udtalt slaveri. Gennem årene har portugiserne, spanierne og hollænderne gjort krav på landet, og de har kæmpet imod hinanden i flere omgange. I midten af 1400-tallet lå portugiserne og spanierne i krig. For at slutte fred blev de enige om at dele Sydamerika mellem sig. På den opstod der en portugisisk- og en spansktalende del.
 

På vores færd langs Brasiliens østkyst skal vi se nærmere på Recife, Maceio, Salvador og Rio de Janeiro. Første stop er Recife.

En dag om bord

Man kan vælge at være social, og man kan vælge at være asocial. Vi er nok for det meste lidt asociale. Vi er dog bedre til at komme ud af vores kahyt end sidste gang, vi sejlede. Der er et hav af tilbud, det er bare med at tage imod og finde det, som passer dig. Du kan også sidde på din balkon og læse og drikke te. Det er 26 grader nu, så der er jo helt oplagt.

En tur rundt på skibet en formiddag med kamera. Her er alle natklubber, diskoteker og barer inddraget til undervisning, foredrag, quiz og meget andet. I pool området er der alle mulige aktivitetstilbud – workout, kinesis (?), dart, ringkast, tango, salsa, perlebroderi, you name it!

Gunnar har med ildhu kastet sig over Paulos bridgeundervisning, dette sammen med rigtig mange andre. Der er hold på fransk/italiensk og engelsk/tysk. For begyndere og let øvede. Paulo har travlt, han er efterspurgt. Han har for øvrigt ændret hårstil til en mere moderne – rødt strithår, vist stadig paryk, men meget naturlig! Stadig røde briller. Han er en darling, han er manges darling. Han underviser 2-3 hold om formiddagen og står for turneringen for ”experienced players” om eftermiddagen. Når hans hold er ”udlærte” skal der også være plads til dem i turneringen i diskoteket. Så bliver vi måske 150 bridgespillere. Det kan blive hyggeligt. Ja, Paula har meget travlt.

Vi spiller bridgeturnering to timer hver eftermiddag på sejldage. Vi oplever ingen ændring i franskmændenes adfærd! Der er 800 af dem om bord, så de er alle steder. De fylder meget. De vil kun fransk! I bridgelokalet er de i overtal, men der er også italienere, svenskere, tyskere osv. Franskmændene sørger for, at det er fransk sprog og fransk system. Der ryger tit en djævel i mig – på regnskabet skriver de p, c, k og t – spar, hjerter, ruder og klør, som hedder noget helt andet på fransk. Nu er jeg jo gammel billedkunstlærer, så jeg tegner en spar, et hjerte, en ruder og en klør, hvilket må siges at være internationalt.  De er meget træge, de fortsætter med deres eget. Efter hvert spil sidder de og diskuterer spillet på fransk hen over bordet. Jeg taler engelsk, meget højt, hen over bordet!

Jeg har besluttet mig for ”italiensk for begyndere”. Det er ret underholdende med Daniella. Vi er ca. 100 på holdet, som besætter Alcazar Bar en times tid hver formiddag. Ursula, vores tyske bridgeveninde, og jeg opmuntrer hinanden udi det italienske – Come stai? – Bene, grazie, e lei?  

Der er også lektioner i andre sprog, f.eks. engelsk ved en nuttet han-italiener. Dejligt at se at der er mange på holdet. Når vi når til Sydamerika, er det portugisisk og spansk, det gælder, og det er vi ikke ret mange som mestrer. Og der forstår de hverken engelsk eller fransk. Vi fik desværre aldrig gjort mere ved vores spanske! I det hele taget er det et studie i sig selv at iagttage de mange nationaliteter finde ud af det på trods af sprogbarrierer.

Vi spiser i restauranten morgen, middag og aften. Morgen og middag sidder vi tit sammen med danskere, som vi rejste med for 2 år siden. Om aftenen har vi fast plads kl. 18 og sidder sammen med to par – Oda og Christian fra Thy og Lisbeth og Preben fra Esbjerg. Vi taler hyggeligt sammen om alt mulig, vi bliver bestemt ikke uvenner!

Efter middag går vi som regel en runde eller to på dæk 3. Vi skal ikke overgøre det!

Vi har endnu ikke været i casino, hvor vi ellers har optjent 10 euro at spille for, fordi vi er "Pearlmembers"!

Costa-cough! Ja, men den kender vi jo så godt. Vi er – 7-9-13! – indtil videre gået fri. Det var jo ellers en plage for mig for to år siden! Jeg håber jeg er blevet immun overfor bacillen. Jeg er også blevet flink til at huske mit sjal! Flere har været hos ”dottore, men det er ikke nogen rar oplevelse. De taler italiensk hen over hovedet på dig og langer noget tilfældigt medicin ud. Ak-oh-ve! Må vi dog bare få lov til at beholde vores gode helbred!

Aftenunderholdning er et kapitel for sig. Vi deltager ikke meget i de forskellige teaterforestillinger eller dansebarer, sengen kalder på mig ret tidligt! Gunnar forsøger af og til at gå i teatret eller baren, men kommer vist tilbage tidligt og sidder på balkonen og læser. Det er ikke så sjovt at ”gå i byen” uden partner!

Fastlandet er inden for rækkevidde – mandag morgen rammer vi det nordøstlige hjørne af Brasilien og har en stribe af skønne oplevelser i vente!

Mindelo 

Cap Verde – eller Cabo Verde - er et vulkansk ørige, som består af 10 øer. De ligger lige nord for ækvator langt ude i Atlanten, 570 km vest for Afrikas østkyst. Det har taget os 3 dage at sejle de ca. 2000 km fra Casablanca herud på vej til Brasilien. Mindelo ligger på Sao Vincente, som er en af de største øer.  Portugiserne var de første som opdagede de ubeboede øer i 1400-tallet, og det var derfor oplagt at kolonisere dem. Øerne blev brugt som ”slaveøer”, hvor skibene med slaver gjorde stop på vej over Atlanten. Cap Verde Islands blev uafhængig af Portugal i 1975. Her bor ca. ½ mill. mennesker som taler portugisisk.

Det er en sort befolkning, høje, slanke mennesker med lange ben! Kvinderne er for det meste meget smukke, synes Gunnar! Efter sigende skulle det være et ørige i økonomisk fremgang, selvom der ikke er nogen råstoffer. Der er heller ikke nogen særlig eksport, bortset fra lidt fisk. Største hovederhverv er servicefagene. Der er lidt landbrug, men kun til eget forbrug.

For øvrigt er det ofte her omkring disse øer, at skypumper fødes, og på vej over Atlanten bliver til de voldsomme tornadoer, som af og til trækker hærgende op langs USA's og Canadas østkyst.

Vi prajer en taxa, men Emerson taler desværre ikke andet en portugisisk. Vi spørger ham, om han taler engelsk, ”Yes, Yes”, men det er så stort set også det eneste han kan sige på engelsk. Det bliver alligevel en dejlig dag. Vi har faktisk sat os for at bruge dagen på at vandre i bjergene og finde en badestrand. Emerson kører os til toppen af Mont Verde, videre til Baia das Gatas og Calhua og tilbage til Mindelo.

I min naivitet troede jeg, at ”verde” betød grøn. Her er ikke skyggen af grønt – her er gold jord, så langt øjet rækker. På toppen af bjerget går vi en tur i en skov af antenner og kæmpe parabolskærme - til television og mobilnet. Oppe fra bjerget kan vi se ned mod kysten, at der er en sandstrand, så vi kører derned. Nede på stranden går vi en tur ud mod de kæmpe store atlanterhavsbølger. Vinden river godt i os her på østkysten. Vi finder en vig med lidt læ og hopper i bølgerne. Forfriskende dejligt og klart atlanterhavssaltvand. På vores vej tilbage mod Mindelo kører vi langs kysten og går en tur på stranden. Vi kommer gennem Calhua, hvor der er lidt opdyrket land på et fladt areal.

På disse breddegrader regner det ikke, og der er heller ikke noget smeltevand. Rundt om ses brønde med vindmøller som henter vand op fra undergrunden ca. 50 m nede. Vi genkender kartofler og parpaya-træer som nogle af de afgrøder, der dyrkes.

Tilbage i Mindelo tilbringer vi lidt tid med at gå rundt i byen, sidder på en internet-cafe, hvor vi får en herlig kop kaffe, fanger Kristian og Liza på en dårlig Facetime-forbindelse for en kort bemærkning og kigger lidt på livet, før vi bevæger os tilbage mod skibet, som sejler kl. 18.

Foran os ligger 4 dage uden land i sigte, før vi d. 19. januar lægger til i Recife i Brasilien. Det kan godt være at jeg skal gøre mig et par tanker om livet til søs!