Mindelo 

Cap Verde – eller Cabo Verde - er et vulkansk ørige, som består af 10 øer. De ligger lige nord for ækvator langt ude i Atlanten, 570 km vest for Afrikas østkyst. Det har taget os 3 dage at sejle de ca. 2000 km fra Casablanca herud på vej til Brasilien. Mindelo ligger på Sao Vincente, som er en af de største øer.  Portugiserne var de første som opdagede de ubeboede øer i 1400-tallet, og det var derfor oplagt at kolonisere dem. Øerne blev brugt som ”slaveøer”, hvor skibene med slaver gjorde stop på vej over Atlanten. Cap Verde Islands blev uafhængig af Portugal i 1975. Her bor ca. ½ mill. mennesker som taler portugisisk.

Det er en sort befolkning, høje, slanke mennesker med lange ben! Kvinderne er for det meste meget smukke, synes Gunnar! Efter sigende skulle det være et ørige i økonomisk fremgang, selvom der ikke er nogen råstoffer. Der er heller ikke nogen særlig eksport, bortset fra lidt fisk. Største hovederhverv er servicefagene. Der er lidt landbrug, men kun til eget forbrug.

For øvrigt er det ofte her omkring disse øer, at skypumper fødes, og på vej over Atlanten bliver til de voldsomme tornadoer, som af og til trækker hærgende op langs USA's og Canadas østkyst.

Vi prajer en taxa, men Emerson taler desværre ikke andet en portugisisk. Vi spørger ham, om han taler engelsk, ”Yes, Yes”, men det er så stort set også det eneste han kan sige på engelsk. Det bliver alligevel en dejlig dag. Vi har faktisk sat os for at bruge dagen på at vandre i bjergene og finde en badestrand. Emerson kører os til toppen af Mont Verde, videre til Baia das Gatas og Calhua og tilbage til Mindelo.

I min naivitet troede jeg, at ”verde” betød grøn. Her er ikke skyggen af grønt – her er gold jord, så langt øjet rækker. På toppen af bjerget går vi en tur i en skov af antenner og kæmpe parabolskærme - til television og mobilnet. Oppe fra bjerget kan vi se ned mod kysten, at der er en sandstrand, så vi kører derned. Nede på stranden går vi en tur ud mod de kæmpe store atlanterhavsbølger. Vinden river godt i os her på østkysten. Vi finder en vig med lidt læ og hopper i bølgerne. Forfriskende dejligt og klart atlanterhavssaltvand. På vores vej tilbage mod Mindelo kører vi langs kysten og går en tur på stranden. Vi kommer gennem Calhua, hvor der er lidt opdyrket land på et fladt areal.

På disse breddegrader regner det ikke, og der er heller ikke noget smeltevand. Rundt om ses brønde med vindmøller som henter vand op fra undergrunden ca. 50 m nede. Vi genkender kartofler og parpaya-træer som nogle af de afgrøder, der dyrkes.

Tilbage i Mindelo tilbringer vi lidt tid med at gå rundt i byen, sidder på en internet-cafe, hvor vi får en herlig kop kaffe, fanger Kristian og Liza på en dårlig Facetime-forbindelse for en kort bemærkning og kigger lidt på livet, før vi bevæger os tilbage mod skibet, som sejler kl. 18.

Foran os ligger 4 dage uden land i sigte, før vi d. 19. januar lægger til i Recife i Brasilien. Det kan godt være at jeg skal gøre mig et par tanker om livet til søs!