Den politiske situation i Chile

Valparaiso, Chile, 15. februar, 2015.

På vores bytur i Valparaiso, hvor vi var på opdagelse efter byens hemmeligheder, havde vi en dygtig guide, Adrian. Han talte meget og længe på italiensk, indtil vi henstillede til ham at vi engelsktalende jo også var med (vi var 4) og havde betalt for turen. Derefter gik det forrygende. Adrian er en ung og veluddannet mand, politisk bevidst og opdateret. Da vi spurgte ind til de politiske forhold i landet, fik vi en fin dialog. Adrian er ikke bange for at tale lige ud af posen, hvilket vi har opdaget, at andre ikke rigtig tør.

De fleste er i den lave ende af indkomstskalaen, og der er nogle meget rige. Arbejdsløsheden her i Valparaiso er høj, omkring 15 %, og det fornemmer man når man kommer rundt i byen. De meget rige har kontrolleret parlamentet siden diktatoren Pinochét sad på magten og i øvrigt mange år efter, idet Pinochét-fløjen fik indført en grundlov, som gjorde det umuligt for andre partier/fløje at få indflydelse. Højrefløjen som støttede Pinochét, skar ned på det sociale system og sundhedssystemet og opførte sig ikke som et ansvarligt demokratisk parti, - som de jo i øvrigt heller ikke var.

Den største spansksprogede avis, som er ejet af en af Chiles rigeste mænd, har ikke medvirket til en ændring af forholdende. Tværtimod har de med deres fortielser om de forsvundne oppositionspolitikere samt negligering af størrelsen på oppositionen og dennes ønsker, været med til at fastholde magten på højrefløjen. Jeg kommer til at tænke på Ruslands Putin og hans kontrollerede propaganda-maskine, og det er jo en ekstremt ubehagelig tanke.

Det er nu - her for nylig og langt om længe – lykkedes landets demokratiske bevægelser, at få ændret grundloven således, at det parti man stemmer på også for den tilsvarende indflydelse i parlamentet, uanset partifarve. Chile har i dag en kvindelig præsident, som er genvalgt efter at have været afløst af en ”Berlusconi”- lignende type som var præsident i 4 år, hvor der ikke skete fremskridt på de sociale og sundhedsmæssige områder. Præsidenten kan maximalt sidde i 4 år, altså 1 periode, hvorefter posten skal overtages af en anden; men kan så genvælges når der er gået yderligere 4 år.

Adrian er fortrøstningsfuld og mener, at det kun kan gå fremad. Det er jo dejligt at høre, at der er lys forude for dette dejlig sydamerikanske land.