Stille tanker på det stille ocean

Tenderbåden var fyldt til sidste plads, da vi sejler i land på Påskeøen. Sidste mand om bord er en uniformeret mand med rygmærke: PDI. Policia de Investigaciones de Chile.

Nøjagtig som for to år siden, så sker der noget med folk, når de bliver lukket inde på et skib og ikke kan komme ud. Klaustrofobi, tror jeg, det hedder! De fleste har det fint med at færdes frit på skibet, der er plads nok til os normale. Vi ligefrem trives med denne uforpligtende livsførelse for en kortere periode. Der er tid til at læse, skrive, tænke tanker, lære italiensk, spille bridge, sidde og snakke.

Og så går der rygter, og rygter bliver til historier. En fjer bliver til fem høns! Dem tror vi ikke på. Vi vil have syn for sagen.


Vores genbokabine er bevogtet med sikkerhedsfolk i vagtskifte. Det har den været i mange dage nu. Nysgerrigheden vækkes. Vi taler lidt om det ved frokost. Nogen ved noget, andre spærrer øjnene op og lytter.

For 3 nætter siden blev en person på agter-WebCam filmet i sit spring i havet. Formentlig planlagt. Det melder historien ikke noget om.

Alderssammensætningen er jo i den sidste ende, gennemsnitsalderen er vel ca. 70. Der er mange handikappede, både fysisk og psykisk, mange i kørestol eller med krykker. Vi er af og til på tur med en meget ung mand som er lam fra halsen og ned og han skubbes trofast i kørestol af sin kæreste. De fleste andre er noget ældre. Et andet markant par er en ældre herre, som trækker rundt med sin hustru ved hånden. Det er tydeligt, at ånden har forladt hende og hun kigger fortabt ud i luften med åben mund. Sådan kan jeg fortælle mange historier om ægtepar som har valgt at tage denne rejse, før det er for sent. For at få denne sidste oplevelse sammen.

Tilbage til den bevogtede kabine. Et andet sted på skibet er en anden kabine bevogtet på samme måde. Mand og kone er i hver sin kabine. For nogle dage siden var de mand og kone i samme kabine. De er franske.

Konen har prøvet at tage sit eget liv, hvilket mislykkedes. Manden tog sig nogle friheder, som konen ikke kunne acceptere. Denne ulykkelige hændelse og den tidligere nævnte med manden, som sprang i havet, har krævet politi om bord til at undersøge de nærmere omstændigheder.

Når konen skal til frokost, er det med vagt. Ligeså manden fra sin kahyt. Og de skal helst ikke spise i nærheden af hinanden. Med andre ord, de må ikke se hinanden.

Hvor længe denne episode trækker ud, ved vi nu. De bliver om 5 dage sat på et fly på Tahiti, formentlig med vagt, og dermed er historien slut for vores vedkommende. Men vel ikke for det splittede ægtepar.

Jeg har hele tiden sagt, at franskmændene er de værste. Deres temperament, selvforståelse, ophøjethed er i en særklasse. Selvfølgelig ikke alle franskmænd, men når der er optrin eller hændelser, indgår ofte en franskmand.  

Og nyt fra bridgefronten

Her er henholdsvis Ursula aus München og Paulo, the bridge master.
















Forleden ved bridgebordet kastede en franskmand kortene i hovedet på konen og forlod lokalet i et noget forceret tempo. De tre efterladte måtte så til at udrede kortene og få lagt dem i de rigtige foldere. Kortene skal jo videre til næste bord, helst i den rigtige orden.

Vi veksler lige et par ord med et andet fransk ægtepar. Vi sejler mod Polynesien, troede  jeg. Nej, FRANSK Polynesien. Jeg bliver belært om, at Tahiti er fransk og at man taler fransk der. Nyt for mig. Af og til føler jeg mig lidt ignorant i fransk selskab. Men jeg giver igen.

Bora-Bora er amerikansk! Nej, nej. FRANSK, siger damen. Hold da op, hvor jeg føler mig dum. Moorea er Amerikansk! Nej, nej. FRANSK. Så er det, der melder sig en tanke, som fødes helt bagest i mit hoved. Nå, ja, det er jo der franskmændene foretog atomprøvesprængninger for en del år siden. Så fik jeg lukket munden på den ophøjede franske dame. Og spillet kan begynde! De ender i 4 spar, jeg dobler, og de går 4 ned. 800 til os. Sådan!

Tonga er amerikansk.