Valparaiso

Hun lægger til kaj i en mægtig stor containerhavn. Det er lidt sjovt at følge aktiviteterne her. Bertram og Lasse ville synes det var spændende at følge de kæmpestore kraner hente containerne på det store skib og løfte dem ned på trucks, som holder i kø og kører frem i en lind strøm. Det er en meget stor havn, det tager 10 minutter i shuttlebus at komme til byen.

Det er en sand farvepalet at se ind på byen her fra balkonen. Containerhavnen er farverig, og byen som spreder sig op over havnen er endnu mere farverig. Alle huse er malet i forskellige farver, og det er ikke kun pastelfarver. Der er også rigtige pangfarver – lilla, orange, rosa. Der er en lidt sjov historie forbundet med de mange huse i forskellige farver.

Oprindelig var husene malet i beige og blege farver. Men efterhånden som der begyndte at komme sømænd og liv i byen, begyndte de at sætte kulør på husene. Sømændene kunne så fortælle historier om, hvor livligt der var det røde eller det blå hus. Siden hen, i de glade 70’ere med hippies og flowerpower, kom der malerier på næsten alle facader. Der er selvfølgelig også graffiti, men det er de store ”street art” malerier som dominerer. Det gør det lidt sjovt og spændende at bevæge sig rundt i byen.

Det er søndag og alt er lukket. Vi er heldigvis på tur med Adrian for at udforske ”The secrets of Valparaiso”.

Da byen ligger spredt ud over en bjergside, er der mange niveauforskelle. Overalt er der funicularer. Den ældste dateres tilbage til 1848, en nyere er fra 1902. Vi prøver et par stykker af nyere dato, og det er, uden at overdrive, lidt af en gyser, men også ret sjovt. Måden disse funicularer drives på er ren oldnordisk teknik - tov og tandhjul. Det er tydeligt at se, at byggeriet har mange år på bagen, det er så faldefærdigt og miserabelt at se på, at man ikke skal tænke så meget over det, bare lukke øjnene og gå om bord. Der er vel 15-20 af disse transportmidler rundt om El Pan, som byen hedder her nede i stueetagen. Og de er alle lige gamle og rene antikviteter og kuriositeter.

Chile er meget stolt af deres kendte nobelpristager Pablo Neruda. Han fik Nobels Litteraturpris i 1971, men døde allerede i 1973. Han var mest til digte, og dem skrev han til gengæld også utroligt mange af - om kærlighed, fortvivlelse. Han hed faktisk noget helt andet, et håbløst navn at udtale. Fordi hans far ikke ville have at han skrev, så udgav han bare sine digte under sit kunstnernavn,  Neruda. Vi besøger hans hus, Plaza La Sebastian, som ligger højt oppe med en fantastisk udsigt over havet. Gennem sit liv samlede han på de sjoveste ting, som er i huset. Hele tiden byggede han en ny etage på huset, så man snor sig op og op ad små trapper. Næst øverst ligger soveværelset, øverst ligger studerekammeret med den skønnest tænkelige udsigt over de farverige huse og havet. Det er et sted man skal besøge, hvis man er så heldig at komme til Valparaiso.

Til sidst går vi en tur gennem den victorianske bydel, som er på UNESCOs naturarvliste. Det vil sige, at husene her bliver vedligeholdt efter bestemte regler. Det ses tydeligt, og det er en fornøjelse. Her er vel nok smukt! Alle andre huse i byen kunne nemlig godt bruge lidt kærlig omsorg.

Hjemme i kahytten er der rigtig gang i den på kajen. Vi kan ikke opholde os på balkonen for den øredøvende og infernalske larm. Deliziosa skal have diesel på, der tonsvis af varer som skal indenbords. Kranføreren er nu i gang med at laste det store containerskib – den mægtige grab sænkes ned over containeren, griber fat og løfter den op som en tændstikæske over skibet, og der lyder et drøn, når den falder på plads. Nu holder der rækker af trucks med containere, som skal lastes.

Vores dygtige guide, Adrian, fortalte meget interessant om historie, økonomi, politik og de politiske omvæltninger, som Chile er ved at gennemleve. Det er Gunnar ved at skrive om.