Lanzarote

Her bliver det for alvor interessant. Hvis ikke vi var på vulkaner på Tenerife, så er vi det så sandelig på Lanzarote. Vi er på trekkingtur med en vulkanolog, Marcello. Han ved hvad han taler om, og så bliver det interessant.

I løbet af natten har vi flyttet os 235 sømil øst og lægger til i Arrecife, før vi får øjne. Vi er tidligt på stikkerne, med fødderne i trekkingstøvler, for på kajen venter Marcello. Vi er to små hold, et engelsk og et fransk.

Her på øen bor ca. 114.000 mennesker, 65.000 i hovedbyen Arrecife. Øen er 63 km lang og 22 bred. Den rummer 2,5 mill. turister årligt! Vi kører gennem et landskab med lave, hvide huse. Øens berømte kunstner, arkitekt og skulptør Manrique har sat sit præg, det er tydeligt. Han er ikke mere, døde i 1992, men hans skulpturer står i stort set hver rundkørsel og han har været med til at bestemme, at husene skal kalkes hvide og ikke være højere en 2 etager.

Jorden er flere steder opdyrket. Der forsøges med vinstokke, som graves ned i den mørke vulkanske jord i hulninger, dækkes med 10 cm lapili og skærmes med små hegn eller stengærder mod sandflugten. Her falder stort set ingen regn, så duggen, som opsamles i den sorte lapili, giver væde til vinstokkene. I øvrigt hentes drikkevand fra andre øer eller lande, og brugsvand er afsaltet havvand. Det ser faktisk ud til at lykkes med at dyrke vin! Overalt ser vi disse små gærder til afskærmning af afgrøderne, som også indbefatter kartofler og meloner.

Lanzarote kender mange danskere fra Lazanta Sport, som er en ”danskerkoloni” her på øen. Vi kender faktisk flere som har timeshares. Spiller tennis, golf, cykler og gør ved. Men det skal vi ikke, vi skal på vulkaner.

Der er en stor nationalpark og en naturpark. Vi skal i naturparken, for her må man gå rundt, men kun på afmærkede stier. Når man går i hælene på en vulkanolog kan man stille en masse spørgsmål, men Marcello fortæller gerne og beredvilligt. Vi vandrer i det, som kaldes ”badland” på stier belagt med lapili. Overalt er landskabet som en pløjemark, blot meget grovere og af sten.

Der er forskel på vulkanske landskaber. Stor forskel. Dette landskab er så goldt og uforandret gennem århundreder, fordi der ikke falder noget vand. Til forskel fra f.eks. Hawaii og Påskeøen, hvor vulkanerne er beklædt med træer, buske og i det hele taget er grønne, fordi de får så meget regn.

Her er kun spredt vegetation, en slags geranium, ionium og, lidt overraskende, figentræer, men kun meget få.

Vi går langs fire vulkaner, kegler. De var sidst i udbrud over en periode på 6 år, fra 1730-36. En lille landsby, Santa Catalina, bestående af 40 huse og en kirke, blev dækket af en lavastrøm. Alle byens beboere blev reddet, da lavastrømmen kom langsomt glidende. Lavadækket er fra ½ til 40 m tykt.

I en vulkan i udbrud er der først magma inde i vulkanen. Temperaturen her er ca. 1000-1100^o.  Det vulkanen spyer ud er vulkanske bomber, slagger, lapili og aske. Bomberne er tunge som granit og store. Slagger er mindre, porøse og lette. Lapili er små sten (ral) som flyver op i luften. Og asken, det allerværste, lægger sig som et tyndt lag flager over det hele.

Det første liv efter udbrud og flere år er insekter. Derefter kryb og planter. De første planter er lichen (lav). De eneste dyr her er harer.

Mine fingre skriver på iphonen samtidig med at jeg skal holde balancen og se alt det spændende. Vi bevæger os heller ikke så hurtigt frem. Flere kommer til skade i faldet, fordi lavaen skærer som glasskår. Marcello har forbindingskassen i rygsækken! Det er umuligt at gå her i små sko, det kræver anderledes tykke såler af færdes her.

Efter anstrengelserne sidder vi i den nye marina og sunder os. Her er meget indbydende og rart. Det er søndag, så butikkerne i hovedgaden er lukkede. De holdt ellers åben om formiddagen for Costa, men på det tidspunkt havde vi travlt med noget andet!

Det var vores første møde med Lanzarote. Men ikke vores sidste.