Mauritius

Ikke så meget snik-snak. I arbejdslivet såvel som i pensionist- og ferielivet skal du være fleksibel og omstillingsparat. Så det er vi. Efter at have gransket vores hjerner ca. 10 minutter – hvor kan vi tage hen 8 dage? – kom vi til den eneste plausible løsning: Mauritius. Her ligger Deliziosa til kaj i 2 dage i Port Louis efter at have kæmpet sig vej gennem det Indiske Ocean i 7 dage. Mens vi har fast grund under fødderne!

Mauritius er en ø på størrelse med Fyn. 1,3 mill. mennesker kæmper her for at få et normalt liv. Livet her som så mange andre steder i den verden, vi har besøgt her på det sidste, har været meget omskifteligt. Først Holland i 100 år, så Frankrig i 100 år og sidst England i 150 år har haft det som koloni. Det sætter sine spor både kulturelt, sprogligt og socialt at have en så blandet fortid. De fleste er to- eller tresprogede. Til trods for at England har været den seneste kolonimagt, er fransk det mest fremherskende. Det skyldes, at fransk ligner creol, som er det tredje sprog her på øen. Creol stammer bl.a. fra Afrika. Øen har været uafhængig siden 1968, men er en del af Commenwelth. Befolkningen er nok den mest multietniske vi har mødt indtil nu. De er glade for deres uafhængighed, men økonomien har det svært.

Mauritius er mest kendt som et ferieparadis – hvide strande, palmer, turkis vand og koralrev. Hotellerne ligger side om side hele vejen rundt, flest på den sydlige del af øen. Store og små, vi valgte et lille hotel med 9 værelser. Det er lige os - hver morgen, og en stor del af dagen, sidder vi skyggefuldt under de kæmpemæssige træer i vandkanten og spiser vores morgenmad, læser og bader. Det tager 4 dage, inden vi får taget os sammen til at gøre noget andet. Det er tydeligt at feriegæsterne kommer her for at dyrke vandet, solen og stranden. Højsæsonen er på hæld, det er kun 32^o!

Vi er jo ikke de store soldyrkere, så vi må finde på noget andet!

Vi lejer en lille bil og kører rundt på øen, som viser sig at være utroligt smuk. Der er en gennemgående motorvej fra syd til nord, men hvis du bevæger dig på tværs eller ind imellem, er der små, dårligt skiltede veje. Det bringer os tit i den situation, at vi må spørge om vej og vende kareten.

Øens kendemærke er de små hvide koraløer, som du sejler ud til i catamaran. Her får du både snorkeludstyr og BBQ med i prisen, men så har du også hele dagen til rådighed på en lille paradisisk ø. Det prøver vi selvfølgelig den ene dag. Solbadning på stranden er ikke noget for os, men vi kan godt holde ud at ligge i vandet og snorkle det meste af tiden.

En anden dag vover vi os på den lokale bus, som kører os ud til La Corisette. Et mega-indkøbecenter. Her er også mange fabriks-outlets i nærheden af Grand Baie. Det er nok mest turisterne som hjemsøger disse indkøbsmekkaer. Vi har næsten forretningerne for os selv!

Vi lejer en lille Nissan Micra de sidste 4 dage og udforsker øen. Al kørsel foregår i venstre side, men de mange turister har det svært, og der sker mange ulykker. Vi er øjenvidner til et grimt uheld, hvor et tysk ægtepar får en bus ind fra højre, så hele forpartiet og dæk forsvinder. Chaufføren kiggede først til venstre, triller langsomt frem, og derefter til højre, men for sent. De stiger dog begge ud af bilen, men var godt chokerede.

Store dele af øen er dækket af marker med sukkerrør, så vi bliver enige om at besøge l’Aventure de Sucre. Et meget interessant visit. Den gamle fabrik er indrettet til museum, hvor rørsukkerets historie – det hvide guld, Mauritius’ historie er beskrevet holdt op imod verdenshistorien.

Et af mine mange spørgsmål går på, om man tilsår markerne med sukkerrør hvert år. Nej, det gør man ikke. Ca. hvert 7-8 år afhængig af art. Man lægger de lange sukkerrør ned i jorden, og for hvert led på stammen opstår en ny plante!

På den nordlige del af øen ligger Pamplemousses og sukkereventyret. Her ligger også en vidunderlig botanisk have, som daterer sig tilbage til 1782. Her er alle de træer, vi møder på vores rejse her i det tropiske klima. Nu får vi sat navn og frugt på. Hvor bliver vi kloge. Her er nogenlunde behageligt at gå rundt, de høje, gamle træer giver dejlig skygge. Her ses Balsa- og Buddatræ.

Bois Cheri er navnet på en te her fra øen. Jeg som er den største tedrikker kender ikke dette mærke, men vi bliver nødt til at kigge nærmere på plantagen og fabrikken, som ligger på den sydlige del af øen. Det er et meget smukt sted, og det er meget interessant at følge produktionen af te.

Ligeledes på den sydlige del af øen ligger Black River Gorges Nationalpark med bjerge, vandfald, floder og Seven Coloured Earth. Det er et meget smukt område. Vi havde til hensigt at vandre her, men det er alt for varmt!

Hvis du bliver træt af den danske vinter, så skal du tage en tur til Mauritius! Vores uge i frihed er ved at være slut og vi må tilbage til båden. Reunion ligger kun 200 km vest for Mauritius, så allerede i morgen tidlig anløber vi Sct. Denis.

Perth

Det bliver et meget kort visit i denne skønne by i det sydvestlige hjørne af Australien. Vi har sejlet i 3 dage i hårdt vejr - sjove mellemgulvsfornemmelser og intet indtag af føde. Efter 8 timer i Perth er der udsigt til 7 dage i det Indiske Ocean uden at se bare skyggen af land. Søkulleren har indhentet mig, jeg indrømmer at jeg er en svækling. Gunnar er sej, han kan spise tre retter middag og aften, mens jeg sidder og plukker til salaten.

Så opholdet i Perth bliver på mindre end 3 timer - vi tager til Mauritiuz 8 dage og tager imod Deliziosa, når hun anløber Port Louis d. 30. marts.

Så har vi også prøvet det - at stå i check-in i en lufthavn - en time før afgang - uden at have gyldig rejsehjemmel! Og alligevel komme med flyet til Mauritiuz!

Australien

Først nu går det op for mig hvor stor Australien i virkeligheden er!

På vores barndoms atlas var Grønland altid større end Australien. Det billede er svært at ændre. Australien er på størrelse med USA minus Alaska. Når jeg står ved Uluru – Australiens midtpunkt -  er der 1700 km til nærmeste kyst.

Aboriginerne har levet her i 20-30.000 år, men har gennem de sidste 200 år levet en kummerlig tilværelse, efter at den hvide mand kom farende. I lighed med alle andre indfødte alle andre steder på kloden. Den hvide mand har skubbet de indfødtes kultur og levevis til side.

For en del år siden gik det op for australierne, hvad de rent faktisk havde gjort. Der er blevet sagt undskyld, man prøvede at gøre det godt igen, skrev kontrakter, men det ændrer ikke ved det billede, at der stadig bliver set skævt til aboriginerne. Ligesom maorierne i New Zealand. Ligesom indianerne i Amerika. Ligsom…

Australien er også verdens ældste kontinent. 600 mill. år gammelt. F.eks. er Himalayas kun 50 mill. år gamle. Peters Range, Kata Tjuta (The Olgas) og Uluru (Ayers Rock) er bjerge, som dukkede op for 550 mill. år siden ved at kontinentalplader skubbede dem op. Det er altså ikke vulkanske bjerge.

Peters Range var de første, og gennem millioner af år er disse bjerge eroderet og aflejringer ført videre, hvorved Kata Tjuta og Ulura er opstået. For 500 mill. år siden. Kata Tjuta består af 34 opretstående, afrundede kæmpe klipper – domes. De ligger 45 km fra Uluru. Australiens midte er ellers flad ørken, men enkelte bjergklipper ligger spredt i dette kæmpemæssige landskab.

Efter mindre end en times flyvning fra Sydney ind mod midten af Australien begynder civilisation, huse, skov, grønne arealer og marker at ebbe ud, og den røde ørkensteppe tager over. Det er derfor der kun er ca. 23 mill. indbyggere i Australien. Det er kun muligt for den hvide mand at leve i kystområderne.

Det er et specielt landskab at iagttage oppefra. Den røde ørken med spredt bevoksning bliver ind imellem afløst af store hvide områder. Det er saltaflejringer. Jeg får ikke øje på skyggen af vand. Men solen bager ubarmhjertigt ned fra en skyfri himmel. Det er så tæt på at være ørken, som det kan komme. Dog kommer der en smule regn, som gør det muligt for få hårdføre vækster at vokse her.

Ayers Rock

- eller Uluru, som den kaldes på aborigin. Denne klippe har for os altid været et ikon identisk med Australien, og der har været drevet meget turisme og rov på klippen. Tidligere kunne man klatre og vandre op på den – selvom det er meget svært. Klippen er solid og stejl, men der har været få steder, hvor man kunne komme op. Al adgang er nu forbudt. Klippen er en helligdom og skal respekteres som sådan.

Du kan heller ikke gå rundt om klippen mere. Du må ikke gå uden for de afmærkede områder af hensyn til vegetationen, som består af eukalyptus, ørkeneg, græsser, krat. Nogle frugter fra de sparsomme vækster har gennem årtusinder udgjort føde, som de indfødte lever af. Andre anvendes som medicin. F.eks. er nogle frugter uspiselige, men i en brændingsproces afgiver de helende røg.

Uluru er givet tilbage til de indfødte, og området oplever i disse år en forvandling. Her bor stadig mange aboriginere, og med stor respekt for deres levevis og tro er hele området i samarbejde med dem blevet restaureret. Det er gjort med nænsom hånd og er meget indbydende.  Informations­center, gangarealer, platforme, opholdssteder fremtræder æstetisk og smukt, holdt i naturmaterialer og de rød-orange farver.

Det er med stor respekt og tilbageholdt åndedræt at vi nu nærmer os denne smukke klippe. Vi skal opleve den i al slags lys – dagslys, nedgående sollys, opgående sollys for at iagttage de skiftende nuancer. Det er dybt fascinerende endelig at stå her og med egne øjne se, hvad det er der gør stedet så fantastisk.

Morgen og aften er temperaturen omkring 25, men midt på dagen er vi tæt på 40 ^o. Det er en ubarmhjertig sol. Uvægerlig tænker jeg på, hvordan noget levende væsen overhovedet kan leve under disse vilkår. På grund af det ekstremt varme klima har flere oplevet at besvime, og det der er værre! Det er ikke lige her man skal jogge, som nogen faktisk har prøvet med fatal udgang. Her drikker du en liter i timen, og bevæger dig i et adstadigt tempo. Ydermere er her millioner af små, klæbrige fluer, så net over hovedet er obligatorisk.

Vores tur hedder ”Sound of Silence”. Det magiske øjeblik opstår når vi efter at have set solen sende sine sidste stråler over på Uluru, sidder under åben himmel og spiser et skønt måltid. Buffeten består af kænguru, krokodille, kylling, salater og kartofler samt desserter og australske vine. Alt lys bliver slukket, det er kulsort nat, og det er som om stjernerne kun er en armslængde fra os. Lige over os lyser en tynd nymåne, Mælkevejen, Orion, Tyren, Venus og alle de andre stjerner og al snak forstummer. Det øjeblik er helt magisk.

Næste morgen er vi tidligt oppe for at se solopgangen og farveskiftet. Umiddelbart ser man ikke forskel på Uluru før og efter solopgang. Vi knipser løs og ved at sammenligne billederne er det tydeligt at se, farven ændrer sig brun-orange til lilla-brun-orange. Nej, farveskalaen har ikke navnet på disse nuancer. Men øjet ser nuancerne.

Uluru er en oplevelse i særklasse og egen karat.

De blå bjerge

Hvorfor er de blå bjerge blå? Dette fænomen har vi sat os for at blive lidt klogere på.

De blev første gang beskrevet af Kaptajn William Paterson i 1793. Det blå skær kaldes også for ”Rayleigh Scattering”. Lord Raleigh var den første som undersøgte det blå fænomen, som skyldes de flimrende solstråler, der kommer i kontakt med fine støvpartikler og dråber af olie som eukalyptustræerne afgiver.

Vi tager en heldagstur med bus ud og kigger på bjergene, som vi har hørt så meget om. De ligger ca. 100 km nordvest for Sydney. Er de nu også blå?

Ja, de blå bjerge er blå!

Det er et smukt syn at stå her på platformen i Katoomba Falls Reserve og kigge ud over de blå bjerge, De Tre søstre og dalen. Scenic World ligger også i Katoomba. Her kan du komme på tur i gondol over dalen, i tog ned ad klippen eller simpelthen gå en tur på en afmærket sti i dalen. Det er en smuk oplevelse, men også meget truistet. Her er rigtig mange turister, og 7 fulde busser fra Costa fylder selvfølgelig også i landskabet. De blå bjerge er et ”must see”, hvis du er ”down under”.

På vejen ud til bjergene besøger vi Featherdale Wildlife Park. Det er en gammel dyrepark med alle de forskellige dyr, som lever i Australien samlet på et sted. Det er lidt sjovt at se alle de dyr, vi har hørt så meget om – kænguruer i alle størrelser, som hopper frit omkring, tasmansk djævel, dingo, koala, flying foxes, emu, short-beaked echidna o.m.a. og et hav af fugle.

Sydney

Det er lidt specielt at komme sejlende til Sydney. Tre timer før ankomst toner Australiens østkyst frem i det fjerne. Landskabet vokser indtil vi kommer til de rødgule klipper. Vi bugter os mellem skær, halvøer og næs ind i havnebassinet. Operaen kommer og går hele tiden, som vi snor os ind i Sydney Bugt.

Men vi skal ikke til kaj. Vi skal ligge for anker her midt ude i bugten, tæt på Toranga Zoo, men langt fra downtown. Og sejle ind med tenderbåde. Flok er været helt oppe at køre over dette, der har nærmest være lynchstemning, når Sydney kom på tale. Vi skal nemlig ligge for anker i tre dage. Det er godt nok ubekvemt.

Ikke nok med at vi skal sejle ind med tenderbåde. Vi skal også stå i kø for at få en nummereret billet til tenderbåden. Alle 2500 passagerer kan jo ikke komme anmassende på én gang. Nej, vi skal stå i kø i ret lang tid. Der er ikke nogen mennesker der er så utålmodige som pensionister!

Hvorfor Costa har valgt at ligge for anker, ved vi ikke med sikkerhed. Nogen siger, at Costa har sparet afgiften, som det koster at ligge til kaj. Andre siger, at kajpladser var udsolgt da Costa bestilte. Hvorom alting er, så ligger Celebrity Solstice og knejser på vores kajplads ved Operaen, mens industrihavnen er tom. Cruise skibe kan godt ligge til kaj i industrihavnen, det gjorde vi i én dag for to år siden, før vi flyttede over til Operaen på dag 2.

Vi tager den lidt med ro. Vi har nemlig den mest fantastiske udsigt fra vores balkon. Vi henter frokost og nyder denne udsøgte udsigt – Operaen, broen, Sydney downtown skyline og den megen aktivitet på vandet – kajakker, sejlbåde, motorbåde, turbåde, havnerundfarter.

Mens folk står på nakken af hinanden for at komme i land, spiser vi brød til. Vi skal i Operaen og se og høre PuccinisTosca. Som de store operaelskere, vi er, glæder vi os rigtig meget. Sådan en event er cremen af cremen.

Auckland

Vi er kommet til Kiwi-land. Alting er kiwi her. Soldater er kiwi. DSB er Kiwi Rail. Selv frugten, som er importeret fra Kina, kalder de - og vi - kiwi, fordi den ligner deres nationalfugl.

Auckland er en vidunderlig by. Her byder de deres tilsejlende gæster velkommen ved at placere vores kaj i forlængelse af Queen street, som er den bedste shoppinggade. Vi går lige ud på hovedgaden. Men alt er meget dyrt. Alting er dyrt i New Zealand. Men vi glæder os til gensynet.

Den inkluderede tur var vi på for 2 år siden - www.gunnaroglise.blogspot.dk - så vi har byttet til en anden ekskursion. Vi vil ind i landet for at se den højt besungne newzelandske natur. Vi skal også se nogle limestone-huler. 3 timer hver vej.

Vores lidt tilfældigt valgte ekskursion viser sig at være NewZealand’s ”must see” nummer 1 - Waitomo Glow Worm Caves (Wai – vand, tomo – krater). Waitomo er Maori, vi er i Maoriland. Og det er hele turen værd!

Vi kører sydpå, gennem Hamilton, følger Waikato River gennem det smukkeste landskab klædt i efterårsfarver, men træerne er grønne. Og dem er der mange af. Det der her gør landskabet unikt er de mange vulkanske bjerge, som er så smukt formede. Jorden er meget frodig på grund af de vulkanske aflejringer.

Her i området er der 200 huler, 17 millioner år gamle. Waitomo-grotten har for nylig fejret 125 års jubilæum. Vi får en maori-guide, hun ved hvad hun taler om. Det er strengt forbudt at fotografere, så mine billeder er fotos af postkort. Vi går ned i dybet, her er mørkt, kun 5 watt pærer. Vi vandrer mellem stalagmitter og stalagkitter i tusind forskellige former – mor, barn, kamel, elefant, ansigter. Det tager ca. 100 år at bygge 1 cm på stalagmitten! Vi bevæger os langsomt nedad, og ca. 40 m under jorden går vi om bord i en stor jolle og sejler langsom ud gennem grotten. Her ser vi loftet nedefra, og det er her de hænger, de 10-30 cm lange orm og lyser som en stjernehimmel. Der er ikke kun hundreder, der er i tusindvis af lange, tynde orm - Arachnocampa luminosa - svagt svajende. Her er det kulsort nat, det er som en stjernehimmel i bevægelse! Det er et smukt syn. Hvorfor de lyser, ved jeg ikke. Det er noget med fluorescerende og calciumcarbonat?! Det var de ord vores guide brugte! Vi sejler mod udgangen og her får vi lov til at knipse igen! Læs evt. mere her: http://www.waitomo.com/Glowworm-Caves/Pages/waitomo-glowworm-caves.aspx

Alene grotten er hele turen værd! Den bestilte BBQ-lunch på en nærliggende farm, Roselands, er med til at højne kvaliteten på denne tur. Vi indtager maden i de smukkest tænkelige omgivelser i den gamle have.

Udhvilet efter 3 timer hjem i bussen går vi en tur i Auckland i den nedgående sol. Det er en af de ting, som gør Auckland unik. Livet her på havnefronten er så levende. Der er livlig trafik på vandet, gangbroen går op og ned for sejlbåde ind og ud af havnen, her er cafeer og restauranter, open air-scener, telte med alskens tilbud. I et stort telt falder vi tilfældigt over historien om Team Vestas Wind’s deltagelse i Volvo Ocean Race. Der er mange mennesker i teltet, vandsport er noget af det mest populære i New Zealand. I dette store telt ligger en attrap af den store havkrydser skåret igennem, så man kan se de forskellige rum og funktioner om bord på sådan en krabat. Skibet gik jo på grund og blev slået til pindebrænde. Man er nu blevet enig om at genoptage programmet og lade det nye skib deltage i havræset igen i juni. Interesserede kan læse mere her: http://www.sail-world.com/USA/Volvo-Ocean-Race:-Team-Vestas-Wind-reveal-more-detail-of-program/130451

Tonga

Vi er nu kommet til Oceanien. Venskabsøerne. Øgruppen og kongedømmet Tonga. Kært barn har mange navne. Jeg tror det er her Pippis far er negerkonge?

Tonga er hverken amerikansk eller engelsk. Her er 169 øer, hvoraf 40 er beboede. Tonga blev forenet i et polynesisk kongerige i 1845. I 1875 blev kongedømmet konstitutionelt, dvs. grundlovsfæstet, og blev i 1900 britisk protektorat. Tonga blev erklæret uafhængig af Storbritannien 4. juni, 1970. Derefter overgik Tonga til at være medlem af Commonwealth. Det er det eneste monarki i Stillehavet. Det fungerer som et konstitutionelt monarki, og regeringen udpeges således af kongen. Tonga er bl.a. medlem af FN og Commonwealth.

Tronen er nedarvet gennem 6 generationer – på den sidder i dag kong Georg Tupou VI. Han har udpeget sin premiereminister, som hedder Siale ataongo Tuʻivakanō. Kongeslottet, sommerresidensen, som er bygget i 1865, ligger her i vandkanten, da vi lægger til kaj i hovedstaden Nuku’alofa.

Jeg synes det er meget stillen an for sådan et lille land. Her bor ca. 113.000 sjæle som taler engelsk. Det er sød musik i vores ører!

Men vi hører fra pålidelig kilde, at de ikke kan foretage sig ret meget uden først at spøge Lizzzzie!

Tonga er det land i verden som først ser daggry. Vi husker alle at landet for nogle år siden var så træt af at ligge sidst på dagen, de ville ligge først. Det var noget med aktiemarkedet! Derfor slår datolinjen et lille slag til højre her på 20^o sydlig bredde og 175^o vestlig længde.

Tonganeserne har glædet sig til at vi skulle komme. Det er tydeligt. De har sat byen på den anden ende. En skoleklasse sidder og spiller musik. Et andet band vandrer gennem byen, og helt ude på molen står far og søn og slår på bongotromme, mens smukke piger og drenge danser deres lokale danse. Det er en fantastisk velkomst, og også afsked. For de er der endnu da vi kommer tilbage og sejler kl.17. Glade, smukke, dejlige mennesker. Dem får jeg lyst til at knuse!

Vi går lidt rundt i den meget fredelige og pæne by. Costas besøg fornægter sig ikke. Hele tiden møder vi vores venner – på barer og cafeer og i kirken. Her er mange kirker og også en meget fin royal gravplads.

Vi skal ud og ro kajak og snorkle. Vi padler ud til en lille ø, hvor vi får serveret den forudbestilte frokost. Her ligger et par skibsvrag, og de har ligget her rigtig længe. Der vokser alle mulige ting og sager ud af skroget. Så der er livlig aktivitet og spændende fisk at se på. Hvis man tør! Der er lidt dybt på den ene side, så jeg sidder lidt på en ponton og bygger modet op. Så tager jeg Gunnar i hånden og snorkler hele vejen rundt om de gamle, rustne vrag. Det er lidt spændende at se. Ærgerligt, at vi ikke har lånt Klaus’ undervandskamera!

Vores venner har været lidt mere kulturelle og kørt rundt på øen og set mere interessante ting. Men det var meget, meget varmt her. Så godt at vi tog en kajaktur.

Tak til et venligt folk for en skøn dag!

Bora-Bora

Disse tre sidste øer hører til Selskabsøerne. Øerne er ikke uafhængige, de har en form for selvstyre, hvor Frankrig er repræsenteret i det der hedder ”interautonomi”. Der er bevægelser, som gerne vil gøre øerne uafhængige, men flertallet ser helst at Frankrig bevarer herredømmet. Med Frankrig ved roret er der en vis levestandard. Europa fornægter sig ikke i deres livsstil, hvilket specielt ses på Tahiti.

Der er selvfølgelig skolegang her på øerne til man er 18 år. Du kan på Tahiti forberede dig med en 3-årig bachuloruddannelse til at komme på universitet, som så foregår i Frankrig. Men ikke mange har råd til det. De fleste lever som sagt af turisterne. Og de lever formentlig også godt.

Her på Bora-Bora ligger vi for anker sammen med et japansk krydstogtskib. Japanerne er naturligvis hurtigere end os, deres tenderbåde i søen før vi får gnedet søvnen af øjnene. Da vi endelig når ind, er alle ture udsolgt. Der er enkelte tilbage til stærke overpriser. Der går en suttle bus for 5 dollars ud til badestranden, og der ligger alle de blå badehåndklæder fra Costa. Det er en vidunderlig strand med turkis vand.

På disse bountyøer er der flere ressorts med vandvillaer, men ikke ferielejligheder som vi kender det fra Hawaii. Her på øen kan man cykle, køre scooter, bil og taxa rundt på øen, bade, snorkle, dykke, sejle i en båd med glasbund ud til koralrevene, bade med hajer og rokker. Det er det rene ferieparadis.

En hel uge her, så skal du altså have nogle gode bøger med!